Blod mig her og blod mig der!

Og præsten skal skaffe ham soning for Herrens ansigt, så han får tilgivelse for alt, hvad han har gjort sig skyldig i. (3. Mosebog 5, 26)

Ugens portion: 3. Mosebog 1,1-5,26

Gad vide hvor meget øvelse det kræver, at kunne knibe en dues hoved af lige over nakken uden at rive det helt af? Eller hvordan med vingerne – hvordan mon man øver sig i at rive vingerne løse uden at rive dem af? Tja, jeg forestiller mig, man har taget en burfuld duer og bare er gået i gang…

Og for sådan en protestantisk lutheran-opdraget kristen som mig, springer det i øjnene både hvor omstændeligt det er at få tilgivelse, og hvor fraværende troen er i det hele!

Omstændeligheden er næsten til at tage at føle på. Blodet skal stænkes det ene eller det andet sted alt efter, hvem der har syndet og hvordan. Stænkes på forhænget, stryges på alterets horn og resten ud ved soklen. Jo, der er noget at holde styr på. Næsten så man bliver helt forpustet.

Men et eller andet sted. Et hemmeligt sted langt inde gemmer der sig måske også en anelse misundelse over omstændeligheden og det konkrete og bare det at få lov til at gøre noget for at opnå soningen. Misforstå mig ikke – jeg er lykkelig over at leve i en post-Kristus verden, hvor også vort påskelam er slagtet én gang for alle. Men tænk sig at få lov til at stå der og høre lammet eller kiddet skrige idet det får halsen skåret over og vide, at det skaffer dig soning. At skriget lyder og blodet flyder for din skyld. Det må have været frygteligt konkret. Og hvem ved, måske også en anelse præventivt i forhold til at øve sig i at lade være med at synde.

Det er knap så konkret at folde sine hænder, gå på knæ og bede om tilgivelse. Det er derfor vi har brug for konkrete symboler og tegnhandlinger til at hjælpe os. Skriftemålet er fx fantastisk konkret. At få en præst eller en anden du stoler på, til at lytte til din bekendelse og derefter med håndspålæggelse fortælle dig, at Gud tilgiver dig. Ikke fordi det virker bedre, når en anden gør det eller fordi der er en præst involveret. Men fordi det er godt at bekende sin synd for andre og så mærke tilgivelsens nådefulde berøring bagefter.

Om lidt skal vi fejre påske, og det er ikke fordi vi skal tage glæderne på forskud, men i påskemåltidet er der det fantastiske symbol med de tre brød, som bruges i løbet af måltidet. Nogle mener de symboliserer den treenige Gud, men der er også dem der siger, at de symboliserer henholdsvis folket, ypperstepræsten og Gud. I løbet af måltidet brækkes det midterste brød over – præsten – og halvdelen af brødet gemmes væk i et stykke klæde. Til sidst i måltidet kommer brødet til syne igen. I lyset af ugens portion er det tydeligt hvorfor – jo, fordi det er præsten der skaffer soningen.

I et messiansk Jesus-perspektiv er det også tydeligt. Jesus er vores ypperstepræst, som én gang for alle er gået ind bag forhænget for at skaffe os soning. For at forsone os med Gud. Han blev brudt for vores skyld, han blev lagt i graven, men er OPSTANDEN!

Det skal vi vente lidt med at fejre. Men lad os bare glæde os til det…

Arne er generalsekretær i Israelsmissionen og har været ansat i organisationen siden januar 2012. Han brænder for god kommunikation og sund teologi, tager billeder og fortæller gerne den gode historie. Cand.mag. i medievidenskab med individuel tilrettelagt tilvalg i teologi.