Allerede/Endnu ikke

Hvis du går med slips, har du måske, ligesom jeg, stået foran spejlet og kæmpet med den formelle verdens svar på en labyrint. Måske har du i den situation, ligesom jeg, oplevet at blive ramt af et stille indre spørgsmål i retning af: ”Hvorfor i alverden har vi dog bestemt os for, at en lang klud bundet om halsen skulle være noget særligt fint?” Det spørgsmål ramte mig for nylig og jeg valgte at lufte tanken for Missionspiloterne. Timingen viste sig ikke at være den bedste, for de gode piger kunne ikke helt følge min spontane interesse i fest-tilbehørs ophav. Det forstår jeg egentlig godt. Men efter flere ihærdige forsøg på at overbevise dem om mit spørgsmåls ret til at blive taget bare en smule seriøst, forbarmede en af dem sig og googlede sig frem til et svar. Det var faktisk en smule overraskende. Slipset har sit udspring i en fransk konges fascination af en snes kroatiske soldaters nydelige halsklud engang i 1600-tallet. Selvfølgelig. Som mange andre danskere, tænkte jeg at slipset havde en stolt og muligvis temmelig lang fortid i dansk, eller i hvert fald vestlig kultur, og at det endnu mere sandsynligt var en flok snobbede embedsmænd, som engang bestemte sig for, at det da egentlig kunne være meget pænt at binde lidt pynt om halsen, inden de gik til bal. At slipset i virkeligheden har sin vugge på Balkan, langt fra de vestlige hof, havde jeg aldrig gættet.

Nu tænker du måske (eller nærmere, forhåbentlig): ”Hvad har dette let kedelige stykke historie at gøre med at du er i Israel?” Nærmest ingenting. Men det siger noget om, hvordan vi mennesker mister blikket for vores fælles historie, vores kultures udspring og at vi i virkeligheden er meget mere ens end forskellige. Det er et udgangspunkt, som dukker frem mit hoved på daglig basis her i Jerusalem – på godt og ondt.

Der er nemlig så meget der taler imod. Særligt tænker jeg på det absurde og forfærdelige kemiske angreb Syrien, som skete få hundrede kilometer fra min hoveddør, men selvfølgelig også den endnu nærmere konflikt her i landet. Krig, konflikt og frygten for andre, har fyldt mig meget de sidste par måneder. Det er helt uundgåeligt ikke at blive påvirket af de mange skæbner, historier og møder man får her, langt fra Aarhus’ fredelige stræder. Verdens forfald står pludselig dundrende klart og det frustrerer mig, fylder mig med sorg..

I skarp kontrast til Jerusalems intense spænding og den buldrende krig i Syrien, står mødet med Gud i hans rolige og harmoniske natur. For ikke mange timer siden, sad jeg på klippefæstningen Masada og så solen rejse sig over Jordans bjerge. For endnu færre timer siden, vandrede jeg rundt i en frodig kløft, med en flok norske teologistuderende og udvidede mit noget begrænsede norske ordforråd. Kontrasten mellem Guds kærlighedsspækkede skaberværk og den intense uro og ufred der findes i Israel, kan være svært helt at begribe. Jeg kæmper i hvert fald.
Billedet på forsiden af blogindlægget, illustrerer det faktisk meget godt: Stedet er Gamla, beliggende i det omstridte Golan område, som på denne side er et fantastisk naturområde, men samtidig er en påmindelse om fortidens og nutidens stridigheder i dette lille land.

Solopgang på Masada. Wow.
Noget af det der gør størst og mærkende indtryk, er som sagt møderne med mennesker. Mennesker som manden fra Eritrea, som jeg mødte ved stranden i Tel-Aviv. Han havde intet job, ingen familie, ingen fremtid. Han havde bare én tør kommentar: ”Life is fucking hard man.”(beklager sproget – men sådan sagde han altså). Eller mødet med den messianske jøde, som følte sig mere sikker i Israel end i Europa, fordi hun frygter muslimernes voksende indflydelse. Hun har mistet to venner i et palæstinensisk terrorangreb. Eller den solrige torsdag i sidste uge, hvor jeg fik lov at bruge en eftermiddag med en flok fantastiske muslimske drenge i Jeriko, på Vestbredden, og fortælle dem om vigtigheden ved ærlighed og tillid, hvorefter de bød på friskgrillet kylling på spyd. Eller mødet med en flok danske teenagere fra Grejsdalens Efterskole, som fik lov at smage på en anden verden en den de kender fra Vejles trygge ådale, og som tydeligt blev mærket af at sætte deres ben i Jerusalem.

Alle disse møder og mennesker sætter spor i mig. Får mig til at glædes, at græde, at frygte og at håbe. Men mest af alt at indse, at verden har brug for Jesus, måske mere end nogensinde. Faktisk er det en af de få ting, hvis ikke den eneste, som kristne på begge sider af konflikten kan enes om: Jesus er den eneste løsning!

I denne uge afsluttede mine dygtige kolleger Asbjørn kirkevolontør, Pastor David – ”Den Danske Patriark af Jerusalem”, og jeg selv, et undervisningsforløb om kristendommens jødiske rødder for Missionspiloterne.

En selfie med Den danske Pastor og Daniel, som er en herlig norsk volontør

Jeg havde den store fornøjelse at undervise i Løvhyttefesten, som for mig er blevet enstemmigt med essensen af vigtigheden i at lære mere om vores jødiske rødder. Hold fast, hvor bliver Guds geniale frelsesplan dog bare malet på væggen, når man graver lidt i de gamle fester! Selvom kalenderen næsten siger påske, og hvert øjeblik i den kommende uge kommer til at kredse om Jesus og hans fantastiske gerninger her i Jerusalem, så er det alligevel også Løvhyttefesten, som giver mig håb. Håb for denne faldne verden. For Løvhyttefesten indeholder nemlig to perspektiver – et ”allerede” og et ”endnu ikke”. Kort sagt så handler festen om at mindes ørkenvandringen og hvordan Gud sørgede for Israels folk, ja faktisk at idealtilstanden fandtes der, midt i sandet og varmen, for Gud var hos dem og de var afhængige af ham! Samtidig peger festen, gennem en ordentlig bunke profetier, frem mod den kommende sabbatshvile hjemme hos Gud. I en kristen kontekst, taler vi om at Løvhyttefestens ”allerede”, fik sin opfyldelse med inkarnationen og Jesu første komme til vores lille klode. Guds rige er nær, Gud kom selv helt nær! Men samtidig peger den fremad mod et ”endnu ikke”, frem mod den evige Løvhyttefest på den nye jord – der hvor Gud ”skal rejse sit telt(eller sin hytte) over dem” (Åb 7,15). Dér vil freden endelig være fuldendt og al smerten, krigen og bomberne vil ophøre! Det trøster mig, midt i ”krigslarmen og rygterne om krig” (Mark 13,7). Så jeg ser frem til at fejre påske i Jerusalem. En påske som gør at jeg kan tage med til Guds evige Løvhyttefest! Gud er god. 

Joakim
Mit navn er Joakim Hjorth. Jeg er 23 år og er kirkevolontør i Jerusalem. I foråret 2014 var jeg Missionspilot i Israel, og der startede Gud en brand i mig. En brand som handler om jøder, forsoning og Messias - Jesus. Siden sommeren 2015 har jeg arbejdet for Israelsmissionen i Danmark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.