Børnenes historier

Mit praktiksted St. Vincent, Jerusalem. Et hjem for børn og unge med handicap.
Børnenes historier her bevæger mig. Mange besøges regelmæssigt af forældre. Her er ingen forældreløse børn, men situationer, hvor barnets handicap har været for stor en opgave for forældrene. Tre af pigerne her er søstre, ud af en søskendeflok på i alt ti. Heraf fem med handicap. Det er hårde odds. Disses forældre er beduiner, og tro mod traditionen i deres samfund, indgiftet med familie… Noget nyt er, at staten Israel giver store beløb til forældre med børn med handicap, så det er muligt med hjælpemidler at beholde børnene i hjemmet.
De sidste 50 år har hjemmet været her. Med børn kommende hertil fra hele landet. Oprindeligt blev huset bygget for patienter med tuberkulose. Det er smukke og gamle kampestensbygninger. Med skyggefulde haver med plads til terapi og aktiviteter. Og solmodne vindruer.

Her er i alt 85 ansatte. Uddannede læger, sygeplejersker, fysioterapeuter, nat- og dagplejere, lærere, køkkenfolk, rengørings-, tøj- og pedelteams. Her er ligenu fire voluntører samt mig. Der har været perioder med op til i alt 20 voluntører. Vi får kost og logi, med eget værelse og bad i en sidebygning i huset. Mine vagter ligger fem dage om ugen, med tid midt på dagen til hvad nu end. Jeg tager gerne ud på opdagelse, i dag ad en nyfundet sti i en slugt med cypresser og mandeltræer nær landsbyen.

 

Jeg er afsted i udlandspraktik under uddannelse som socialpædagog. Er uddannet dekoratør, men har arbejdet indenfor det sociale område i en årrække. Blandt andet har jeg boet og arbejdet med hiv-smittede i Østthailand. Nu vil jeg gerne dygtiggøre mig med en uddannelse. Andre kulturer lærer mig meget, og opholdet her i Israel er både lærerigt og glædesrigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.