Boganmelse: The Other Side of the Wall: A Palestinian Christian Narrative of Lament and Hope

Munther Isaac, luthersk præst i Bethlehem og ph.d., har skrevet en ny bog, som sætter fokus på palæstinensernes situation i Israel-Palæstina-konflikten. Bogen er først og fremmest adresseret til kristne og andre, der har interesse for kristen teologi, og som ønsker at reflektere over, hvordan den teologiske forståelse af landløfter og udvælgelsen af jøderne man må have påvirker de palæstinensere, der er i landet.

Nogle af bogens aftryk

Der er ingen tvivl om, at Munther Isaac med sin bog ønsker at skabe opmærksomhed om, hvordan dele af amerikansk kristen zionisme har hjulpet til, at palæstinensere bliver undertrykt og står i det, der kan synes at være en håbløs situation. Bogens grundtone er klage (lament), og jeg må ærligt indrømme, at jeg oplevede det som meget voldsomt, indtil det gik op for mig, hvilket måske også var bogens største aftryk på mig, at det palæstinensiske folk virkelig er i lidelse, og at de virkelig har grund til at klage.

Det andet aftryk, som bogen har sat hos mig, er, at der ligger en fare i dele af kristen zionisme, nemlig den, at man ikke finder det nødvendigt at tale om Jesus til det jødiske folk. I den kristne zionisme er det meget let at se det jødiske så særligt og udvalgt, at det har sin egen vej til Gud. Denne konklusion kan man måske komme til gennem den måde, man fortolker Bibelen på, eller gennem den kollektive dårlige samvittighed man har over Holocaust. Uanset hvad, kan det lede til, at man ikke arbejder for, at jøder får mulighed for at tage stilling til Jesus. Med en kærlighed til det jødiske folk tror jeg, det altid er vigtigt at huske på, at hvis Jesus ikke er Messias for jøderne, da er han heller ikke Kristus for alle andre nationer.

Det, tredje aftryk, jeg vil fremhæve fra bogen, er, hvordan vi taler om 1948. Tænker vi, jøderne vendte tilbage til et land, der var tomt, og hvor de bare kunne tage landområder i besiddelse, eller var der faktisk mennesker i landet, der fik taget deres landområder fra dem? Fra historien ved vi, at der har boet mange forskellige folk i landet – også palæstinensere. Og vi ved, at jøderne begyndte at vende tilbage til landet længe før 2. verdenskrig og eftervirkningerne af den. Og jeg tror, det er vigtigt at reflektere over, hvordan vi taler om 1948. For hvad fortæller vi om Gud, hvis vi siger til nogle bestemte mennesker, at de nu ikke længere kan være i det land, hvor deres forfædre har boet, og som de har haft som fædreland, fordi Gud ville, at jøderne skulle komme ”hjem”?

Kritik af bogen

Jeg kunne skrive om mange flere aftryk, som bogen har efterladt mig med, men jeg må sige, at bogen også emmede af en hel del fravær. Munther Isaac betoner, hvordan Israel som stat er en besættelsesmagt, som på ingen måder søger fred og retfærdighed med det palæstinensiske folk. Han bruger forskellige data i bogen, fx fra FN, som understøtter hans pointe. Dog sidder jeg også tilbage med en del spørgsmål om alt det, der ikke bliver sagt. Der mangler et aspekt af selvkritik af det palæstinensiske styre og andre aktører i konflikten. Fx bliver det ikke nævnt, hvordan den arabiske verden flere gange har erklæret krig mod Israel – og at sikkerhedstruslen mos Israel har været reel. Der nævnes heller ikke, hvordan der blandt palæstinenserne forekommer korruption og snyd med de mange penge, der bliver sendt fra det internationale samfund. Denne manglende selvkritik gør, at bogen er for ensidig i konfliktens mange facetter. Det overordnede billede fremstiller Israel som skurk og palæstinenserne udelukkende som ofre, som ikke har mulighed for at arbejde på en løsning på grund af den israelske undertrykkelse. Men hvad gør det for palæstinensernes mulighed for en løsning, når der i egne rækker er korruption, internationalt pres fra mange af de omkringliggende arabiske lande og andre aspekter?

En anden præmis i bogen, som jeg stiller mig kritisk over for, er, at Munther Isaac mener, at muligheden for fred i landet først og fremmest kræver retfærdighed. Er det virkelig det kristne svar, som Jesus giver os for fredsstiftelse? For mig at se er retfærdighed et vigtigt kendetegn på Guds ønske for mennesker, men vi mennesker mangler ofte en vinkel eller to til at se det fulde billede af, hvad der er retfærdigt. Derfor bliver forsoning det vigtigste redskab for fredsstiftelse, for med forsoning kan vi vedkende os, at vi ikke har overblikket over alle detaljerne, men grundlæggende vil insistere på at se gudbilledligheden i det andet menneske fremfor noget som helst andet. Med forsoning er det muligt at komme tættere på en retfærdig verden, men retfærdighed bliver ikke det vigtigste redskab for at stifte fred.

Læs bogen

Selvom jeg har min kritik af bogen, vil jeg varmt anbefale dig at læse den. Det gør jeg, fordi jeg tror, det er godt at prøve at lytte til stemmer, som vi måske er uenige med. Samtidig er bogen en berigelse i refleksion over mit eget gudsbillede og i at forstå, hvordan det er at være palæstinenser i den vedvarende konflikt mellem Israel og Palæstina. Slutteligt er det også muligt gennem bogens temaer at reflektere over, hvordan vi navigerer i de konflikter, vi kan opleve gennem kultursammenstød og forskellige opfattelser af, hvad der sker i vores verden. Bogen kan dermed være en nøgle ind i en større refleksion om, hvordan jeg lever med min næste og med Gud.

God læselyst!