“Det var Gud, der gjorde det”

Sabbat i Jerusalem.

Tusmørket har lagt sig over byen og min messiansk-jødiske ven reciterer sabbatsbønnerne på hebraisk foran halvanden snes ret forskellige mennesker, der udgør forsamlingen.

Hvis der er én ting, jeg har lært i mit møde med Israelsmissionens Unge, så er det, at der er fyldt med skatte og overraskelser i sabbatsfejringen. Denne aften skulle vise sig ikke at skuffe. I forsamlingen var et midaldrende ægtepar fra Guds andet land, USA. En god og varm snak opstod hurtigt og jeg mærkede en oprigtig interesse og velvilje fra mine samtalepartnere, men så. Pludselig siger han:

“Gud har gjort, at Trump er blevet præsident, fordi Trump støtter staten Israel”.

Dybt taknemmelig over, at mængden af sabbatsvin ikke havde oversteget den grænse, hvor min empati kan træde i baggrunden til fordel for mere impulsive og passionerede ytringer mærkede jeg, at min kæbe droppede så hurtigt mod jorden, at havde min anatomi tilladt det, var min hage dykket ned i det flotopdækkede sabbatsbord. Jeg mønstrede al den tålmodighed og forståelse jeg kunne og fik fremstammet et kort men umiddelbart roligt: “What?”.

 

Sagen var ikke ny for mig.

Positivt formuleret kommer sådanne udmeldinger af en oprigtig og inderlig tro på, at Gud er historiens herre og at Han har magt til at mikrostyre slagets gang i verden. Egentlig er jeg langt på vej enig og det kan faktisk være forfriskende og opmuntrende at møde mennesker med en så dyb overbevisning om Guds magt.

For mig at se er det dog helt ude af proportioner for det første at tage Gud til indtægt for en personlig tolkning af en helt specifik situation. Manden sagde ikke engang: “Jeg tror, at Gud…” Nope. Det var Gud. Punktum.

Hvilket menneske har fået mandat til på den måde at tøjle Gud og påstå at have gennemskuet Ham? For det andet følger der desværre typisk en nærmest blåøjet blåstempling med en sådan udtalelse. Nuancerne forsvinder.

 

For det tredje går det for mig at se helt galt, når man kobler det på staten Israel.

Det bliver ved med at overraske mig, at personligt kristne med en tilsyneladende tæt relation til Gud og en meget høj grad af selvopofrelsesvillighed i jødemissionens tjeneste så let glemmer “the dark sides” af staten Israels gøren og laden.

Formiddagen forud for sabbatsmåltidet var jeg i Betlehem, som jeg har været så mange gange. Byen ligger kun få kilometers kørsel fra Jerusalem men er på mange måder adskillige tidszoner fra den israelske hovedstad.

Under én overskrift kan man sige, at Israels tilstedeværelse på Vestbredden i bred forstand har begrænset mulighederne for indbyggerne i området. Jeg har selv venner, der dagligt er påvirket af en politisk situation, som for nogen helt slukker håbet om og lysten til at arbejde for en bedre fremtid. Senest har man kunnet læse om urimelighederne ved ckeckpointet i netop Betlehem.

Den palæstinensiske befolkning og dets ledere bærer klart deres del af ansvaret for den politiske situation, men nøden fra lokalbefolkningen må ramme os i en sådan grad, at unuancerede og uforbeholdne udtalelser om Guds suveræne indgriben til fordel for staten Israel bliver umulige.

 

Jeg synes vi skal være meget påpasselige med at tilskrive Guds vilje til bestemte situationer.

Min erfaring er, at det giver en ENORM frihed. Jeg bliver sat fri fra at skulle bedømme og vurdere menneskers gerninger og kan i stedet fokusere på det, jeg har fået givet og på, hvordan jeg forvalter det bedst både til gavn for både “jøder og hedninger”.

 

Simon Krüger
Simon er ungdomssekretær i Israelsmissionens Unge (IU). Han har været ansat siden 2011 og har bl.a. været optaget af IUs engagement i forsoningsarbejdet.
Han blev bachelor i teologi sommeren 2015.