Du kan sove, når du bliver gammel – MP:f18 dryp 8

I skrivende stund er der ro i vores bolig denne uge: en bunker, eller rettere sagt et beskyttelsesrum under en kirke i Haifa. Roen skyldes ikke, at alle er ude på sight seeing, strandsjov, supermarkedssnolderi eller lign. Nej, roen skyldes, at 4 ud af 5 missionspiloter, tager en slapper(enkelte med lukkede øjne) – og den femte sidder her og skriver, mens den tunge og 30 cm tykke panserdør lukker alle øvrige lyde ude.
Vi har i denne uge stillet vores arbejdskraft til rådighed på ældrehjemmet Ebenezer, hvor vi fra 8-16 har hjulpet pedellerne med stort og småt: havearbejde, rengøring, flytteopgaver, malearbejde, pudsen og poleren, køkkenhjælp mm. Vi har fået lov at tjene stedet ved at bruge vores krop til praktisk arbejde, hvilket har været virkelig fedt – men også trættende. Det er roen netop nu et resultat af, og det har for mit vedkommende skabt refleksion over talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”.
Set fra mit synspunkt siger talemåden ikke, at man nødvendigvis KAN sove; altså falde i søvn osv., når man bliver gammel. Derimod opfatter jeg det som en talemåde, der opmuntrer os til at tro, at når først vi bliver gamle, kan vi tillade os at prioritere søvn. En opfattelse, vi gladeligt tror på, fordi den giver os samvittighed til at nedprioritere søvn og hvile i nuet, hvor vi har så meget andet vigtigt at nå.

Lykken er en rugbrødsmad – eller i det mindste en mad, der leder tankerne hen på rugbrød 🙂
Intet ukrudt havde held til at undslippe Anne Sofie og Anne-Lines blik og fingre 🙂

Morgen med mening
Men beboerne på ældrehjemmet Ebenezer gør talemåden til skamme. De sover ikke, selvom de ifølge talemåden er i deres gode ret til det. Tværtimod begynder de dagen allerede kl 7.30 med frivillig morgenandagt og bøn for dagen.
Det vidste vi imidlertid ikke, da vi ankom til Ebenezer første morgen kl 8. Jeg har ingen viden om dagsrytmen på plejehjem hverken her eller i Danmark, men jeg havde en forventning om, at beboerne stadig ville sove og dermed udnytte deres daglige mulighed for at sove længe, når vi ankom så tidligt. Men kl 8 er ikke tidligt for beboerne på Ebenezer. Nej, kl 8 bliver der serveret morgenmad, så der er alle selvfølgelig vågne.
Inspireret af beboernes prioritering af morgenandagt frem for at sove længe, fik jeg de følgende dage tvunget mig selv tidligere ud af sengen og var med til morgenandagten. Det var en fornøjelse at tage del i lovsang på samtlige repræsenterede sprog og bibeludlægningen og bøn på skiftevis engelsk-hebraisk, for beboernes glæde i Jesus var bærende for det hele.

Alexander tryllede med el-installationer
Rengøringen var total – Selv græsset fik en tur med støvsugeren

Forsinkelse – forklaring – forbillede
Nogle beboere kom til undervejs i morgenandagten, men en enkelt kvinde kom så konsekvent for sent alle dage, at jeg ikke kunne undgå at bemærke hende. Jeg var imidlertid så heldig at få lov at tilbringe en eftermiddag med hende, hvor jeg fik forklaringen på hendes forsinkelse. Kvinden hedder Magdalena, men bliver kaldt Maggie. (Af udenomssnak kan nævnes, at hendes mand var fra Sierra Leone, hvor de boede indtil borgerkrigen, så vi havde held til at føre en ultrakort samtale på krio, med de få gloser jeg stadig husker fra mit ophold der 🙂 )

Maggie sammen med Anne-Line

Forklaringen på hendes forsinkelse til morgenandagten var om muligt en endnu stærkere modbevisning af talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”. Forklaringen var nemlig, at Maggie står op hver dag allerede kl 5.30! Kl 5.30!!! Hvorfor i alverden vælger en kvinde med rig mulighed for at prioritere sin søvn dog at stå så tidligt op? Jo, det gør hun, fordi hun får et gruppeopkald på telefonen fra to personer i Jerusalem og to personer i en anden by. Det er ikke personer, hun kender. Det er ikke personer på hendes alder. Det er personer, hun beder med! Derfor prioriterer hun opkaldet kl 5.30 HVER dag, og derfor kommer hun for sent til morgenandagten, for gruppen beder sammen i to timer og går ofte over tid. Det giver som minimum 14 timer i ugen og 60 timer i måneden. Timer hvor hun kunne “sove, fordi hun er gammel”, men som hun prioriterer til at være vågen med Jesus.
Hvor er det inspirerende at møde den slags personer. Møde mennesker, der prioriterer Gud over alt andet. Jeg ønsker, at Maggies prioriteringer må få lov til mere end bare inspirere. At de må blive startskuddet til mere prioritering af Gud i min hverdag. Om det bliver på bekostning af netop søvn eller af noget andet, er ikke så vigtigt. Det vigtigste er, at det sker, for ligesom talemåden: “Du kan sove, når du bliver gammel”, ikke holder i virkeligheden, så gør talemåden: “Du kan prioritere Gud, når du bliver gammel” det heller ikke – og slet ikke, hvis ikke jeg prioriterer Gud nu.

Missionspiloter i arbejdstøjet!