Et berørt men taknemmeligt hjerte – MP: F18 Dryp 4

Vi ankom til Shevet Achim fyldt med relationelle og åndelige oplevelser fra den Israelske KFS-lejr, vi havde været på dagene forinden. Trætheden havde efterhånden fået et godt tag i vores lille gruppe, så forventningerne til Shevet Achim måtte ikke siges at være de helt store. Trods det har Gud givet os endnu en fantastisk uge, og med nye dejlige mennesker og en ærefrygt for vores store Skaber.
Jeg vil i dette blogoplæg prøve at give jer et indblik i, hvad Shevet er for er sted og hvad vi oplevede.

Kort om Shevet Achim

Shevet Achim er en organisation, som hjælper børn med hjertefejl. De har et stort hus, hvor børnene og en pårørende kan bo, mens de enten venter på en operation eller på at være raske nok til at rejse hjem igen. Deres hjem er oftest ikke Israel men Irak, Iran og nogle er fra Gaza. Det er familier som ikke selv har mulighed for at finansiere den operation, deres barn har brug for. Shevet Achim er derfor opstået med det formål at møde disse familier med kærlighed, økonomisk såvel som menneskeligt. De transporterer dem frem og tilbage fra hospitalerne, hjælper med medicin og støtter med deres nærvær i alle situationer. Vores opgaver på hjemme bestod i at lave mad, passe børn, gøre rent og aflægge støttende besøg på hospitalerne.

Det gjorde stort indtryk at medarbejderflokken og opdage at de er som én stor familie i sig selv: nærmest en menighed. Mange af dem bor på stedet (førnævnte hus) og har deres liv der, derfor skilles arbejdsliv og privatliv ikke ad. Over halvdelen af medarbejderne er frivillige volontører, som er der i et par måneder, hvilket også skaber stor udskiftning et par gange om året.

Fokus det rigtige sted hen

Allerede fra den første dag tog de os ind i deres store familie, som om vi altid havde været en del af den. Det var stort for os, at de var så interesseret i os og vores liv. Det kom helt konkret til udtryk ved at de spurgte, om vi havde lyst til at dele vores vidnesbyrd, og hvordan vores vandring med Gud havde været. Hjemme i Danmark ville jeg normalt være blevet lidt forskrækket over sådan et spørgsmål, og måske endda have afslået. “De er trods alt stadig fremmede mennsker”, tænkte jeg. Dog delte vi alle 5 lidt om vores liv med Gud og vores udfordringer som kristen. Det foregik til deres morgensamling, som var deres måde at starte dagen på. Hver morgen mødtes vi til 2 timers lovsang og bibelstudie, som en forberedelse på en ny dag med Gud. Det var en fantastisk måde at starte en arbejdsdag på, og det havde ofte en effekt på resten af dagen. Jeg oplevede, at mit hjerte ofte var mere taknemmeligt indstillet, fordi man naturligt tog lovsangen og helligåndens tilstedeværelse med sig ud til dagens opgaver. Noget jeg lagde særligt mærke til ved disse morgensamlinger var, hvordan lovsangen ikke vægtede det musikalske men det åndelige. Jeg synes oftes det kan være svært at synge lovsang, hvis jeg finder det musikalsk uharmonisk. Ikke at det var tilfældet her, men deres fokus var (befriende nok) lå et andet sted. Her lærte jeg at lukke det musikalske øre, og i stedet lytte med det åndelige. Jeg oplevede, at Gud og Shevet-folkene lærte mig meget gennem de stunder med lovsang, og jeg vil fremover prøve at lægge min musikalske dommer væk, når jeg priser gennem sang. Lovsangen er skabt til ære for vores himmelske Far, og derfor skal den synges med en åndelig indstilling, der peger mod Ham.

Et berørt hjerte

En anden god grund til at starte dagen med Gud var, at dagen der ventede kunne byde på oplevelser med liv men også død. Når man arbejder et sted som Shevet Achim, er man midt i blandt børn, der lider af livstruende hjertefejl. Det var derfor også vildt at se, hvordan medarbejderne lagde alle små ting over til Gud. Jeg var så velsignet at få lov at komme med på hospitalet 2 dage i løbet af ugen. Her besøgte vi de børn og deres forældre, som var indlagt. Der var meget forskel på hvor godt børnene havde det. Jeg besøgte en lille pige på omkring et år, som lå med slanger og apparater over det hele. Hendes lille hjerte slog meget hurtigt og hun trak vejret anstrengende. Hendes små mørke øjne var fyldt med smerte, hvilket fyldte mine øjne med vand og mit hjerte med en vrede mod Gud. Hvordan kan han lade den lille pige lide sådan? Vores eneste mulighed for at hjælpe var, at vende os mod Gud og takke ham for, at han er den eneste, der kan helbrede hende. Det var en ambivalent oplevelse, men jeg oplevede dog også at blive fyldt med en ro. En ro over at hun var i Guds store, stærke og helbredende hænder.

Et taknemmeligt hjerte

Nu skal jeg nok lade være med at tage mere af jeres tid. Som I sikkert kan fornemme, har Shevet Achim berørt mig meget og sat mange gode tanker i gang.
Især følgende vers har helligånden blæst nyt liv i:
“Find din glæde i Herren, så giver han dig, hvad dit hjerte ønsker” (Sl. 37, 4).
“Men søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt andet gives jer i tilgift” (Matt. 6,33).
Jeg har ikke før funderet så meget over rækkefølgen i begge af disse vers, men har opdaget vigtigheden af den. Vi skal ikke søge Gud ved at fremlægge alle vores ønsker. Nej, vi må først finde vores styrke, håb og glæde i ham, og så vil lykken komme som et resultat af det. Det var det, jeg helt konkret så og oplevede på Shevet Achim, og som jeg nu på ny vil forsøge at leve efter.

Shalom fra de taknemlige Missionspiloter.