Gud havde andre planer

Løbeturerne hernede har næsten alle været efterfulgt af stilletid med bøn og bibellæsning. Dog udviklede bønnen sig d. 6. maj sig i en lidt anden retning end de tidligere. Tårerne begyndte at trille og fortsatte i et godt stykke tid. Ikke på grund af sorg, men af dyb taknemmelighed! For en lille måned siden hængte jeg et blank stykke A4 papir op over min seng og skrev øverst: Takkeliste – med den tanke, at jeg hver dag skulle skrive én ting, jeg havde at være taknemmelig for. Papiret er godt fyldt og er et synligt tegn for mig på Guds gode vilje og store kærlighed!

Jeg er volontør i Immanuel Church i Tel Aviv, hvor jeg har været siden slutningen af februar. Det var dog overhovedet ikke planen fra staten af, da jeg ankom d. 13. februar til Israel. På daværende tidspunkt skulle jeg tilbringe de næste 3.5 måned i en kibbutz, men det skulle hurtigt vise sig, at Gud havde andre planer for mig. Hele processen er lang og indviklet helt at forklare og sætte ord på. Det blev da også nogle af de hårdeste dage i mit liv, som jeg måtte gå igennem. Det var underligt at føle sig så magtesløs og alene, men ikke tvivl overhovedet på, at Gud havde styr på det – og det havde han!

I efteråret 2017 gik jeg på Børkop Højskole, hvilket er noget af det bedste jeg har gjort for mig selv. Det var 5 måneder, som har sat et uvurderligt præg på mit liv. I oktober drog vi til Israel på udlandstur. Det var min 3 gang i landet og jeg blev endnu engang mindet om, at Israel er noget helt særligt for mig og at jeg bare måtte tilbage. Hvad jeg ville lave, anede jeg ikke, men til Israel det ville jeg! Det blev d. 20. december og IMB var et overstået kapitel for mig. For nogle var det rart, for andre – mig – var det bogstaveligtalt uudholdeligt. Jeg var slet ikke færdig med at være der, og jeg tænkte på hvordan jeg kunne forlænge det, dog uden at tage endnu et ophold. Israel blev min plan, men jeg havde meget svært ved at finde ud af, hvad Gud præcis ville jeg skulle der. Oveni kom, at jeg skulle hjem til slut maj, så mange af de klassiske projekter, ville ikke være muligt for mig at tage på, da de krævede længere tid. Men der var en længsel om at komme “hjem til Israel”, og kibbutz blev min udvej.

Jeg ankom sent til mit “kommende hjem”, en kibbutz i det nordlige Israel. Jeg var meget spændt på, hvor mange kristne der mon var der, om der var en kirke i nærheden og hvor ofte jeg ville kunne tage til Jerusalem og være en del af Den Danske Kirke. Det vidste sig dog at være utrolig naive tanker. Det var en gruppe på 40 volontører jeg mødte, der alle undtagen 4 var godt i gang med at fejre, at de skulle på tur dagen efter, og altså derfor ikke arbejde. Jeg vil ikke gå i detaljer, men det blev hurtigt klart for mig, at mine forventninger til miljøet og det sociale, hørte fortiden til. Jeg følte mig ikke tryg der og skrev, at jeg gerne ville til en anden kibbutz, i håb om at det blev bedre. Dagen efter ankom jeg til en anden, og stort set det samme gentog sig. Jeg følte mig utryg og fortvivlet! Min storesøster var en kæmpe støtte og bakkede mig op i, at jeg hellere måtte se at komme væk derfra. En lang besked blev sendt til David, præsten i Den Danske Kirke, og jeg blev taget imod med ÅBNE arme. Jeg kom til Jerusalem dagen efter og fik lov til at overnatte i MP´s lejlighed. Det kan være svært helt at sætte sig ind i hjemme fra Danmark, hvordan det føles, men jeg har aldrig følt mig så alene og utryg, og overnattede 6 forskellige steder på 7 dage.

Israel var noget helt særligt for mig, og jeg følte virkelig Gud ønskede jeg skulle hertil. Jeg tog af sted, alene for første gang, og alt gik galt. Pludselig, havde jeg intet formål med at være her, kendte ikke rigtig nogen, følte jeg var til besvær for alle jeg kontaktede, der nu skulle hjælpe mig med at finde et sted at være – og som i alle film, når alt går skidt, så var det selvfølgelig nogle rigtig grå dage med regn. Men for at gøre det sidste ganske kort, så oplevede jeg velsignelser fra alle kanter. Mennesker der blev sendt til at hjælpe mig på de rigtige tidspunkter. Døre og øjne der blev åbnet, for det fantastiske kristne danske fællesskab der er her i Israel. Tilfældige bibelvers der blev til kæmpe trøst og hvor stærk Gud er i min magtesløshed.

Joffihuset tog mig til sig og der overnattede jeg i en uges tid, imens jeg ventede på svar fra Immanuel Church, om de kunne bruge en volontør. Der var åbne arme fra da jeg trådte ind og kæmpe omsorg! Det var fantastisk at opleve, men samtidig var det nærmest for meget medgang der pludselig skete, til jeg selv kunne følge med og følte jeg kunne give igen! Jeg er i dyb taknemmelighed over alle de mennesker, der gjorde det muligt for mig, og specielt israelsmissionen, der tog mig til sig og muliggjorde, at jeg nu kan sidde og skrive dette fra mit HJEM i Tel Aviv.

At blive en del af teamet i Tel Aviv har været en kæmpe velsignelse. Som med alt volontørarbejde, så tager det noget tid, inden man finder sin egen rolle, men når det så sker, så udløser det bare en kæmpe glæde. Mit arbejde her består i en masse forskellige opgaver, alt fra havearbejde, ture til Betlehem med PBS, Børnekirke, hjælp til gudstjenesterne, børnepasning, kirkens facebookside, og til at skabe relationer til menighedens medlemmer. Hver dag er en gave for mig og jeg forstår ikke helt hvor taknemmelig jeg skal være!

Som i så mange andre tilfælde, er det altid efter lidt tid man opdager, hvad det egentligt var Gud havde i sinde. Det samme er tilfældet her – Før jeg tog på Børkop var min tro præget af, eller nærmere opbygget af, erfaringer og følelser. Jeg kunne ikke bruge Bibelen som “argument”, men mine erfaringer og følelser var nok for mig til at være overbevidst om Guds eksistens. Min tro udviklede sig imens jeg var der, og blev styrket ved nu også at kunne stole på Gud og tro på ham, ikke baseret på følelser, men Bibelens troværdighed. Jeg ved ikke om det var for at slå det fast for mig, at dette skulle ske, men det blev altafgørende for mig, da jeg tog fra kibbutzen og til Jerusalem, uden at vide hvad der skulle ske, at stole på Gud, selvom han føltes så utrolig fjern. Mit hjerte kunne ikke finde ham, men mit hoved var overbevist.

Jeg kunne fortsætte et godt stykke endnu med udelukkende at skrive om, hvad Gud har lært mig og hvordan han virkelig er så meget større end jeg forstår. Han fortjener al æren!

Jeg har fået forlænget mit visum 11 dage, så jeg kan komme med det fly jeg oprindeligt havde bestilt. Siden jeg fik det visum så er jeg begyndt at frygte dagen, jeg skal rejse hjem. Min hverdag lige nu, er fyldt med nogle fantastiske mennesker, som bare er til så stor inspiration og glæde for mig. Jeg er havnet det helt rigtige sted! Jeg ønsker ikke at give et dårligt billede af kibbutz-livet, jeg passede bare ikke ind, men er dybt taknemmelig for, at døren til Immanuel Church blev åbnet og blev dér, hvor jeg fik lov til at forlænge mit højskoleophold og opleve al “teorien i praksis”.

//Stine Østerlund Ravn, Bar Hoffman 9, Tel Aviv