Han længes efter os

Klokken er lidt i ni om formiddagen. Jeg sidder med ansigtet vendt mod Tempelpladsen i Jerusalem fra en solrig plet tæt på toppen af Oliebjerget sammen med en flok forventningsfulde teologistuderende. Vi er på studietur, og luften er fuld af spænding og iver efter at lære nyt. At opleve geografien, kulturen og konteksten som Jesus befandt sig i, kan næsten ikke undgå at sætte spor i forståelsen af Gud og troen på ham. Inden turen havde jeg en klar forventning om, at jeg, på trods af flere besøg i landet tidligere, sagtens ville kunne hive nye fangster i indsigts-nettet hjem. Problemet er bare, at jeg efter et døgns tid i byen, stadig ikke rigtig kan mærke den. Iveren, gejsten. Er den gledet ud af hænderne på mig? Har jeg suget al den næring, jeg kan, ud af det her sted?

En af de andre studerende bad den morgen for mig. Han bad Gud om, at turen ikke måtte være ”old news”, men at jeg måtte opleve at få ”good news” med hjem. Det ramte hovedet på sømmet. Hvordan bliver de gamle nyheder vendt til gode?

Senere på turen besøgte jeg en gammel ven i Jerusalem. Han begyndte en trosvandring med Jesus for få år siden, efter at have levet et helt liv som muslim. Han kæmper nu med uforstående og vrede familiemedlemmer, chikane og andre udfordringer. Han byder på en kraftig myntete, og vi sætter os på hans slidte, men genkendelige plastikskamler. Vi kommer hurtigt ned til de dybere lag i snakken. Det gør ondt at høre, hvordan troen kan koste så mange tårer, kræfter og smerte. Men pludselig siger min ven noget, som har kørt rundt i hovedet på mig lige siden. Han kigger intenst på mig, smiler og siger så: ”You know… He wants us. And that’s what matters.” He wants us. Han længes efter os. Altså Jesus. Jesus vil os, han ønsker os!

Det var så hamrende simpelt sagt. Jeg havde i flere dage svælget i dybe teologiske pointer og skarpe refleksioner, som godt nok havde været værdifulde og inspirerende, men det her tog fuldstændig pusten fra mig. Hvor er det vildt, at Jesus gjorde alt det han gjorde, at han gør det, han gør, simpelthen fordi han vil os. Og langsomt gik det op for mig, at den vilje, den kærlighed Gud viser os, måske i virkeligheden er hele baggrunden for studieturen, for det arbejde vi i Israelsmissionen og andre udfører i landet, ja, endda for det lille gensyn mellem to venner midt i Jerusalem, hvor den blev demonstreret allermest tydeligt for nogle tusind år siden.
Turen endte med at lære mig en masse nyt. Heldigvis. Men at blive mindet om, at evangeliet ikke er teoretisk, at det er virkeligt og omsætteligt, var uundværligt. For selvom de gode nyheder er gamle, er de stadig gode. Ikke kun for mig eller dig, men for alle som ikke har oplevet dem endnu. At Jesus vil os, må få et output i en lignende vilje og kærlighed til andre mennesker. For det er sådan han er.

”Vi elsker, fordi han elskede os først.” (1. Joh 4,19)

Joakim Hjorth
Jeg er teologistuderende på Menighedsfakultetet i Aarhus og har fornøjelsen af at arbejde som kommunikationsmedarbejder ved Israelsmissionen. Under et besøg ved Grædemuren i Jerusalem i 2014 startede Gud en brand i mig. En brand, som handler om jøder, forsoning og Messias - Jesus.