Hvor meget må troen forme livet?

Hvor meget må troen være vejledende for de valg vi træffer i vores liv? På egne vegne – på vores families vegne – på vores børns vegne?

I den gennemsnitlige danske udgave af protestantisk kristendom er troen ikke noget der former livet som sådan ret meget. Troen er noget der er indeni os – noget der er privat og som sjældent får konkret eller offentligt udtryk.

Måske er det derfor rigtig mange danskere har det svært med omskæring. Fordi det kan forekomme så fremmed, og mærkeligt og ja, nærmest radikalt at nogen stadigvæk her i det moderne Danmark, vil tage konsekvenserne af det, de tror på. At troen og værdierne og den religiøse overbevisning får lov til og medbestemmelse over hvordan vi former vores liv.

Men er det alligevel ikke sådan for de fleste af os? Religiøse eller ej – troende eller ej – at vores overbevisning og vores værdier er medbestemmende for de valg, vi træffer? Om vores børn sendes i den ene eller anden skole – som oftest står valget mellem folkeskolen eller en privatskole – bestemmes som oftest af værdier hos forældrene. Valg som træffes på baggrund af værdier, som får afgørende betydning for barnets fremtid. Eller hvad med opdragelsen i hverdagen som sådan? Valget af maden der serveres, huset der købes og reglerne for skærmforbruget.

Naturligvis træffer vi alle sammen valg på baggrund af vores værdier. Værdier der som oftest har baggrund i den ene eller den anden overbevisning.

Og prøv at forestille dig hvis du ikke længere kunne det. Hvis den frihed blev taget fra dig. Forestil dig, at du blev mistænkeliggjort, og at der blev stillet spørgsmålstegn ved, om du virkelig vil det bedste for dine børn og din familie ud fra de valg du træffer. Valg som du baserer på værdier, kultur og tro – eller manglen på samme.

Frihed kommer i mange former og afskygninger. Der findes fysisk frihed – friheden til at bo i et land hvor man ikke forfølges eller smides i fængsel grundet tro eller politisk overbevisning. Friheden til at tænke frit. Men der er også en anden frihed, som vi ikke kan kræve, men kun give. Vi kunne kalde det åndsfrihed – en frihed til at være anderledes end flertallet – en frihed til at lade troen forme livet – en frihed til at lade tro og værdier få et konkret udtryk.

Denne frihedskamp kæmpes ikke med våben og fysisk magt, men med nysgerrighed og generøsitet – den kæmpes ikke primært med jura og politiske indgreb, men med almindelig medmenneskelighed og respekt. For hinanden. For hinandens holdninger og overbevisninger og tro. Uanset afskygning.

Religions- og åndsfrihed er noget, vi giver til hinanden. Ikke fordi vi skal, men fordi vi kan. Fordi det er sådan et samfund vi gerne vil leve i. Fordi Danmark ville være fattigere og mindre frit uden.

(Bragt i Kristeligt Dagblad 9. maj 2017)

Arne er generalsekretær i Israelsmissionen og har været ansat i organisationen siden januar 2012. Han brænder for god kommunikation og sund teologi, tager billeder og fortæller gerne den gode historie. Cand.mag. i medievidenskab med individuel tilrettelagt tilvalg i teologi.