Kærlighed til rødderne samler os på tværs

Der er ikke mange unge tilbage på Lolland og Falster. Ligesom i Danmarks andre udkantsområder flytter de til storbyen for at studere – og de færreste vender hjem igen bagefter.

Der skal heller ikke meget matematisk forståelse til at tælle, hvor mange unge kirkegængere, der er tilbage.

– Vi er vitterligt ikke særlig mange. Og dem der er, tilhører forskellige kirker, sagde 26-årige Louise Beinthin, da jeg fangende hende på en telefon for nyligt. Hun er en af de få unge kristne tilbage på øerne.

Sammen med sin mand er hun aktiv i den lokale apostolske kirke, Bibelværkstedet. Og her kan de unge under 30 tælles på én hånd.

Alligevel lykkedes det i marts Louise Beinthin og en flok venner at samle 30 mennesker til shabbatsfejring i Sundby på Lolland. Anledningen var, at vennerne står i spidsen for vores nye lokalgruppe, IU-Sjælland.

Mere end 30 deltog i IU-Sjællands første event og sparkede lokalgruppen godt i gang.
Mere end 30 lokal deltog i IU-Sjællands første event og sparkede lokalgruppen godt i gang. Foto: Rebekka Zoll

Louise Beinthin har erfaret, at hun har brug for fællesskaber på tværs af kirkerne i området, så hun kan mødes med andre unge. Og for hende er den nye lokalgruppe blevet en anledning til netop det. For som hun siger: uanset teologi har vi alle kærlighed og respekt for vores jødiske rødder.

Det gør mig simpelthen så glad. Helt ind til knoglerne. For hvor er det en velsignelse, at vi kan velsigne hinanden: At IU drømmer om en ny lokalgruppe – og at de lokale tager imod ideen med åbne arme.

Vores netværkskoordinator Rebekka Zoll og volontørkoordinator Christian Vestergård var med, da lokalgruppen afholdt den føromtalte shabbatsfejring i marts. De smilede op til hårgrænsen, da de kom hjem. Jeg tror, de mærkede den samme velsignelse.

Med den nye lokalgruppe for Sydsjælland, Lolland og Falster har Israelsmissionens Unge nu seks lokalgrupper over hele landet, hvor unge kan tage del i vores vision. Bemærk: over hele landet.

IU-Sjælland består allerede nu af fem unge par, hvis håb er, at lokalgruppen bliver et sted, hvor de samles om tro og bliver klogere på deres jødiske rødder. Samtidig vil de lave events rundt i de lokale kirker, hvor kristendommens jødiske rødder er i centrum.

Det får mig til at kippe med flaget. Både det rød-hvide flag med korset og det blå-hvide med jødestjernen. For i Israelsmissionens Unge kan vi mødes på tværs – på tværs af kirkeretninger, lande og tro. Det er selvsagt en velsignelse.

Anika
23 år og kommunikationsmedarbejder i Israelsmissionens Unge – og derudover læser hun til journalist.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.