Kristendommens alvor springer i øjnene

Om 10 dage sidder jeg i Tel Aviv på min sidste aften for min tid denne gang i Israel. Wow, hvor har Gud arbejdet i mig på så mange forskellige planer. Det har både været intellektuelt, følelsesmæssigt og åndeligt. Her i landet er det ikke kun mennesker der taler, men også naturen, konflikter, fester, oplevelser og ikke mindst alle de gamle sten. Israel og alle de skønne mennesker jeg har delt landet, står jeg i stor taknemmelighed overfor.

Men afslutninger kan være svære, hvis man ikke synes, at man har nået, det man gerne vil. Sådan havde jeg det lidt i dag. For i dag var den sidste dag, jeg kunne mødes med jøden Baruch, inden at jeg skal på tur med en god flok MF’er.

Mine møder med Baruch har jeg skrevet om flere gange. Han er en såret mand, som er så skuffet over jøder – især de ortodokse. Vi har talt mange gange om Yeshua. Jeg har prøvet, at vise Guds kærlighed med to lyttende øre, og den kære mand har også udtrykt igen og igen, at han virkelig har sat stor pris på tiden med mig –  at jeg har noget unikt.

Jeg har prøvet igen og igen at pege på at det hele skyldes Yeshua. Han er Messias. Pege på Yeshua som den eneste der kan læge ham. Pege på det fællesskab som han gerne vil have med os. Fortælle om frelsen, som han giver af nåde. Baruch synes, at Yeshua er en meget fin fyr, men at se ham som frelser, det kan han ikke forholde sig til.

Vores farvel i dag satte lige pludselig nogle ting på spidsen. Baruch har ikke adgang til internettet, han aner ikke, hvordan man bruger en computer, så det er svært at holde kontakten. Farvellet i dag var nok et endeligt farvel, hvor jeg simpelthen ikke kan være sikker på at se ham igen.

I vores ”farveltaler” til hinanden blev alvoren i den kristne tro virkelig tydelig. Først sagde han, at hvis vi ikke så hinanden her på jorden, så i himlen. Men så fortsatte han nærmest jokende med, at han vil ende i helvede og jeg i Paradis, så vores farvel nu var jo nok et endeligt. BUM! Hvad skulle jeg sige?! For det er jo det, jeg tror er sandt, med mindre at han vender sig til Yeshua. Mit farvel til ham måtte blive et udtrykt ønske om, at han må møde Yeshua som sin personlige frelser. Jeg ønsker sådan, at han en dag må møde den frisættende kærlighed, som er så livsvigtigt.

Jeg havde sådan håbet på dag jeg begyndte at mødes med ham, at jeg måtte få lov til at lede ham til Yeshua, men nu kan jeg ikke gøre mere udover at bede. Jeg må bare stole på, at jeg har fået lov til at så nogle frø, og stole på at Gud sender en anden til at vande.

Kære søstre og brødre, det er altså et livsvigtigt budskab, vi har modtaget. Vi må simpelthen ikke holde det for os selv, det er for kostbart til det. Vi har fået det af nåde, lad os give det videre. Jeg har fået lov til at så og vande lidt her i Israel, og nu ligger der nye marker, som jeg må prøve at dyrke på bedst mulige måde. Heldigvis må jeg altid minde mig selv om, at det er Gud der er ansvarlig for væksten. Og tak Gud for, at det ansvar ikke ligger på vores skuldre.

Hold ikke det gode tilbage!

Nanna Forum Dideriksen
Nanna er kirkevolontør i Den Danske Kirke i Jerusalem, samt hjælper ved Machaseh. Hun studerer Kristendom, Kultur og Kommunikation og bruger kirkevolontørstillingen som praktik.