Kulturmøder

Et skriv fra mit praktiksted, St. Vincent, Jerusalem. Et hjem for børn og unge med handicap

Trods kulturmøder a la holdning og religion -her på hjemmet, er her en unik respekt for den andens religion og holdning – anderledes fra i det øvrige samfund(!). Stedet lærer mig om at se andre tilgange, andres historik. Som det nu ligger til det arabiske livfulde temperament, er her viltre og højlydte mundhuggerier de ansatte imellem. Men de falder uvant hurtigt ned igen, og de bærer ikke nag. Jeg trives ved tydeligheden her. Det er mig en letlæselig kode, uden en masse usagt. Og jeg lærer, at modspil er værdsat i relationen.

Jeg har klippet en stor uro med kugler i farverigt karton. Jeg ophængte den i mine kontaktbørns vindue i aftes, den drejede i brisen, og ham, med det bedste syn, og meget smukke buede vipper, reagerede fra sin seng. Synsoplevelsen fik ham til at grine i lang tid. Hans øjne var fast rettet på de drejende farver. De gjorde ham godt. Og mig med. Jeg var nærmest bekymret for, om han skulle kunne finde søvnen for iver. Jeg lærte ham bedre at kende ved den konkrete opdagelse af hans sanseglæde. Deri var kommunikation.

Børnene
Det kan være voldsomt at møde børnene her. Deres tilstand, deres lyde, de deforme kroppe. Operationsar. Udfordringer, begrænsninger. En pige fik i forrige uge trukket 27 intakte tænder ud af munden – for at forhindre hende i at bide stykker af sin tunge. PEG-sonden, en slange placeret gennem huden på maven direkte ind til mavesækken, skulle jeg vænne mig til, både erkendelsen af at barnet ikke har sin synkefunktion i behold, og dét, at skulle lære at håndtere sonden. Også mødet med korsetter, ben- og håndskinner, fysioterapi – alt sammen for at børnenes mobilitet og ressourcer ikke forringes.

Jeg har fået fire kontaktbørn i min varetægt. De er gået mig til hjertet. En pige og tre drenge samlet i et værelse med lysegrønne vægge. De har alle fire PEG-sonde, de har ikke talesprog, tre er kortikalt blinde, har spasticitet/lammelse, lider nu og da af iltmangel. Jeg lærer at aflæse deres signaler, øver mig i at hjælpe dem til at interagere i samspil med mig, med deres omgivelser. Dagligt lærer de mig nyt.

En af drengenes kommunikation er at smile. Musik, at blive badet og at holdes nært glæder ham mest. Ofte har jeg om eftermiddagen alle fire børn med ude under oliventræerne, imens måske en musikterapeut spiller for dem på sit keyboard, og jeg masserer deres forkrampede hænder. Drengen her holder altid hovedet bøjet bagover, og med fjerne øjne og sit smil, ser han salig ud, som om han ser engle deroppe et sted mellem grenene. Han er kortikalt blind, er altafhængig af pleje og omsorg. Men hans sprog er klart, når bare man ’ser’ ham.

Mange af børnene på hjemmet har hukommelsesproblemer. Til min glæde genkender disse fire min stemme og mine berøringer som noget trygt – og giver tydelig respons, forsigtigt eller overbevisende. De er emotionelle og sociale, disse fire dejligheder.

 

Jeg er afsted i udlandspraktik under uddannelse som socialpædagog. Er uddannet dekoratør, men har arbejdet indenfor det sociale område i en årrække. Blandt andet har jeg boet og arbejdet med hiv-smittede i Østthailand. Nu vil jeg gerne dygtiggøre mig med en uddannelse. Andre kulturer lærer mig meget, og opholdet her i Israel er både lærerigt og glædesrigt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.