Liv i døden – MP:f18 dryp 5

For to uger siden tilbragte vi to dage i selskab med Mei’r på hans arbejdsplads: Alliance Church International Cemetery. Mei’r er graver, men i realiteten har han en langt bredere jobbeskrivelse end det, hvilket I nok skal få en uddybning af længere nede.
Først en introduktion til fænomenet kirkegård i Israel: I Israel er størstedelen af gravpladser jødiske eller muslimske. Fælles for begge er, at de afdøde lægges i stenkister, som står på jorden. Stenkisterne er, med få undtagelser, lavet i samme lyse sten og står tæt række op og række ned, så et besøg på en sådan gravplads er dermed et ensfarvet og ensformigt besøg. På kirkegården bliver de kristne afdøde derimod begravet i jorden, over dem rejses en sten, og omkring stenen vokser et væld af planter og blomster. Her er ingen ensartethed. Et besøg på kirkegården er dermed et besøg blandt farver og forskellighed.
Kort sagt betyder denne forskel på gravpladser og kirkegårde, at kirkegårdene skiller sig ud, og derfor tiltrækker sig forbipasserendes nysgerrighed. Den kirkegård, vi hjalp til på, ligger langs en befærdet vej, og dagligt kigger mange forbipasserende indenfor. Dermed er vi tilbage ved Mei’r jobbeskrivelse.

God energi under havearbejdet

En kirkegård fuld af historier OG fuld af liv
Mei’r er graver, ja, men han bruger først og fremmest sin arbejdsplads som en baggrundskulisse for at dele evangeliet om Jesus. Det gør han blandt andet ved at fortælle historier til de besøgende. På kirkegården er både kendte missionsfolk og “anonyme” kristne begravet, og Mei’r kan historien bag hver enkelt navn og fortæller den gerne. Altid med fokus på hvordan troen på Jesus mærkede afdødes liv.
En anden historie Mei’r fortæller på kirkegården, er Guds historie fra 1. Mosebog til Åbenbaringen. Den er malet på to af havens vægge, i alt 120 meter. Et projekt, der blev færdigt i efteråret – 6,5 år efter første penselstrøg blev gjort. Dette vægmaleri kan ikke andet end gøre indtryk på alle, der ser det. Så selv de besøgende, Mei’r ikke når at snakke med, får en historie med hjem.

Vægmaleriet – her ses fra Noas ark til Abraham
Vægmaleriet: Her føres påskelammet til slagtning af både jøderne og romerne, og jesus genopstår påskemorgen!

Sidst men ikke mindst fortæller Mei’r historien om de dødes opstandelse. Han proklamerer frejdigt og provokerende overfor de besøgende: “Kirkegården er levende, og det samme gælder dens afdøde, som døde i troen på Jesus og derfor har liv i døden. Gravene er blot et hvilested, indtil Jesus kommer igen for at hente dem til det evige liv.” Det er en smuk måde at se på døden; en midlertidig søvn forud for det bedste af det bedste, nemlig opstandelsen og det evige liv hos Gud.

Rengøring af vægmaleriet
Høje træer beskæres bedst af en høj mand

I nærkontakt med døden
Selv havde jeg i løbet af vores tid på kirkegården en pause, hvor jeg tog mig tid til bare at sidde, se mig omkring og betragte gravstederne og vægmaleriet. Som jeg sad der i skønt solskin og nød livet, lod den dejlige fuglekvidren over mig sig blande med ekkoet fra de mange levede liv under mig. Gravstederne gav døden sprog. Sprog til at sige: “Betænk livets korthed, dødens vished og evighedens længde.” En talemåde, jeg har hørt mange gange før, men som fik særlig taleret netop her.

Vi fejede alle gangstierne

Livets korthed:
Få dage før vores ankomst fik kirkegården endnu et navn og tilhørende historie at bære videre. En historie, som Mei’r helt sikkert snart får sat sig godt ind i. En historie om en ung japaner, hvis livsrejse geografisk set sluttede i Israel. En historie om hvor ligegyldigt geografisk tilhørsforhold er i døden, hvor kun tilhørsforholdet til Jesus har betydning.
Et ungt menneske i 20’erne. Så langt passer vi fem missionspiloter alle på beskrivelsen af afdøde. Det er tankevækkende. Den gode danske levestandard og høje gennemsnitlige levealder giver os let en forventning om et langt liv, men virkeligheden er, at ingen af os ved, hvor mange dage vi har igen.

Dødens vished:
Derimod ved vi, at når vores dage er talt, venter døden. Det er en kendsgerning. Ingen går fri, alle må vi sige farvel til vores jordiske liv før eller siden, men i troen på Jesus venter der et liv bedre end det bedst tænkelige – og så endda for evigt!

Evighedens længde:
Ingen kan fastsætte evighedens længde, men selv hvis man kunne ville længden af vores jordiske liv uden tvivl ikke engang fylde en mikroskopisk prik i sammenligning. Det er virkelig godt at blive mindet om! For ja, vi må betænke alle tre: livets korthed, dødens vished og evighedens længde. Betænke hvordan vi bedst lever det jordiske liv, vi har fået givet, så vores grav blot bliver et hvilested før det evige liv, og ikke endedestinationen.
Med fare for at lyde kliché vil jeg slutte med at lade en sætning hænge, for med evigheden for øje er der god grund til at leve hver dag, som om det var din sidste. Hvad betyder det for din dag i dag?

Gruppebillede med seje Mei’r, der bruger enhver lejlighed til at fortælle om Jesus