Mødet med den arabiske kultur og arbejdsmoral

I dagene mellem d.24.-28. september var vi i Nazareth. Vi boede i to lejligheder ved EMMS Nazareth Hospital og arbejde sammen med organisationen Nazareth Trust, som kom til Nazareth i 1861 for at starte en lægepraksis op. Dette har igennem 150 år udviklet sig til et stort og velfungerende privathospital og Nazareth Village, som er et levende museum, hvor turister og tilrejsende får lov til at opleve, hvordan det har været og set ud i Nazareth på Jesu tid.

Vi skulle arbejde i Nazareth Village, hvor vi blev klædt ud i kjortel og flotte sandaler. Her skulle vi hjælpe til med mange forskellige ting. Vores fornemmeste opgave var at give turisterne en god oplevelse ved at arbejde og få taget billeder sammen med dem. Det var fascinerende og sjovt at være med til og især at se hvilke turister, der tog flest billeder! Kineserne vandt stort 🙂

Johannes hviler sig i skyggen af et oliventræ!

De første dage hjalp vi til med at rydde et hus for jord og lægge det op på taget. Det var hårdt og varmt, men det gav en følelse af, at man virkelig hjalp til. En gang imellem kom Samir, som var overhoved i Villagen, og sagde, at vi skulle tage en runde med en hakke eller noget brænde for at være synlige for turisterne, og derefter skulle vi huske at tage noget vand og en lille pause, for som han sagde hele tiden: ”Remeber to take break, water and relax… Safety first.”

Vi arbejder i huset 🙂

Hver dag fik vi lækker frokost, der bestod af hummus, pitabrød, linsesuppe, kål og en masse vand. Vi spiste samme sted som turisterne, og vi blev virkelig serviceret af Abla(gift med Samir), som stod i køkkenet. Hendes favorit udtryk var ”Yallah yallah! Sit down, eat, relax!”

Vores lækre frokost!

Da huset var færdigt, fik vi tildelt en ny arbejdsopgave, der var yderst ”motiverende”.

I bunden af landsbyen var der en mark, som skulle klargøres, så man kunne så hvede. Pigerne startede med at rive det meste af marken for sten og hø. Derefter blev vi sat til at samle sten og hø op i en trillebøre og køre det væk. Umiddelbart lød det okay, men det viste sig, at vi for det første skulle gøre det med hænderne (selvfølgelig uden handsker), for det andet måtte der ikke komme jord med, og for det tredje skulle vi sortere æsellort fra, så det blev tilbage på marken. Det var et evighedsarbejde, fordi vi skulle køre trillebøren væk hver gang, at der kom en gruppe turister. Man havde jo ikke en trillebør på Jesu tid.

Det brugte vi flere dage på, og vi blev langt fra færdige, men til gengæld hyggede vi os gevaldigt med Nour, der var gartner og stod for at klargøre marken. Hans favorit udtryk var ”If you take away soil, I will kill you :).”

Markarbejde med Nour 😀

Den sidste dag fik Johannes og jeg virkelig lov til at mærke arbejdsmoralen hos araberne. Vi skulle feje i det hus, som vi havde ryddet for jord. Vi fejede og skovlede jord mens de tre andre der skulle hjælpe, som var fra Nazareth, bare stod og kiggede på. Efter et stykke tid satte vi dem i gang med at bære jorden ud af huset, men efter hver spand de havde tømt, så stod de igen og kiggede på, at vi fejede og skovlede. Vi brugte ca.4 timer på at feje to små rum og en lille terrasse, fordi vi ikke havde så meget andet at give os til og ikke kunne finde Samir. Da vi endelig fandt ham, var han bare sole glad for, at vi havde fejet huset færdigt og at det var gået så hurtigt. Det grinte vi ret meget af, for vi havde næsten dårlig samvittighed over, at vi ikke havde lavet så meget den dag.

Da dagen var ved at være slut kom Abla og Samir hen til os og sagde, at vi skulle komme med. De havde nemlig købt kage og sodavand til os, som tak for den tid vi havde været hos dem og for den store hjælp vi havde bidraget med. Man blev næsten helt forlegen, for så meget syntes vi heller ikke, at vi havde lavet, men det lærte os bare omkring, hvor stor taknemlighed man kan have over noget, som man måske ikke tænker er det helt store.

Alle menneskerne som arbejdede i Nazareth Village var virkelig kærlige og rare mennesker, som var taknemmelige over selv det mindste og virkelig havde en gejst for at være en velsignelse for andre.

Det var noget jeg personligt kunne lære af og som virkelig gjorde indtryk på mig, og noget som jeg vil tage med mig videre i livet.