Når cyklen driller

Herren gik foran dem, om dagen i en SKYSØJLE for at føre dem på vejen og om natten i en ILDSØJLE for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.
(2. Mos 13,21-22)

Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-17,16

Forleden nørklede jeg tålmodigt og ambitiøst med min cykel i lang tid. Jeg forsøgte at sætte en ære og værdi i at få lidt olie under neglene. Men efter 1 time måtte jeg sande, at jeg ikke kunne klare opgaven. Det havde været spild af tid!
Der er få ting, der kan irriterer mig så meget, som hvis jeg spilder tiden. ØV, siger jeg bare!

Den sure omvej

Israelitterne er lige begyndt på deres udvandring fra Egypten. De har lidt under slaveri i mange hundrede år, og minsandten om ikke Gud bevidst leder dem ad den lange besværlige omvej.
2 Mos 13,17b-18: ”Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig. Derfor førte Gud dem af en omvej gennem ørkenen til Sivhavet”.
Hvad i al verden bilder han sig ind? – Giver Gud i sin visdom ligefrem omveje og spild tid? Ellers tak, siger jeg bare!
Der går da heller ikke længe før israelitterne opgivende og hånligt anklager Gud: Var der ingen grave i Egypten, siden du førte os ud for at dø i ørkenen? (14,11)

Guds veje er for vilde

Det forunderlige er, at Gud hele tiden leder folket på vandringen på ekstreme måder.
I 2 Mos 13,21-22: Herren gik foran dem, om dagen i en SKYSØJLE for at føre dem på vejen og om natten i en ILDSØJLE for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat. Skysøjlen fjernede sig ikke fra folket om dagen og ildsøjlen ikke om natten.

Det er helt vildt!
Og ikke nok med det, så deler Gud også havet i to, sådan at de kan passere vandet med tørre fødder.
Det er helt vildt vildt!
Men folket klager over deres nød. Som et mønster, der gentager sig igen og igen under hele vandringen.

Den nødvendige omvej

Folkets nød er som regel, at de er sultne eller tørstige. Derfor klager de til Gud – og det er i sandhed godt! Deres ærlighed og umiddelbarhed i at råbe deres nød til Gud er netop barnets ret, som vi må tage med os.
Men på et dybere plan er deres største nød også, at de ikke indser, at Gud hele tiden trofast vandrer med dem, også selv om de oplever modgang.
For israelitterne var omvejen ikke spild af tid. Omvejen var tværtimod det, som formede dem fra slaver til et selvstændigt folk, der skulle leve med Gud, som deres Herre.
Vi bestemmer ikke selv, hvilke udfordringer, der rammer os. Men vi bestemmer, hvordan vi vil reagere på det og leve med det.
Hvordan vil du reagerer på de omveje, der rammer dit liv?

Kristoffer Bruun Simonsen
Jeg er sognepræst i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia. Tidligere har jeg været kirkevolontør ved Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor jeg for alvor fik øjnene op for kristendommens jødiske rødder.