Når nutella bliver en nødvendighed

Ofte når jeg benytter mig af offentlig transport, begynder tankerne at rulle. På vej mod ørkenen var ingen undtagelse. Man sidder og ser på de mange landskaber, som passerer én i et splitsekund, velvidende at man formentlig ikke ser den samme forhøjning igen. Landskabet, som vi kørte forbi i bussen, var meget øde og goldt, og spørgsmålene om vores kommende vandretur begyndte efterhånden at dukke op til overfladen. Hvordan mon ørkenen ville blive, nu når vi skulle være der tre dage? Ville det være psyken eller fysikken, der måtte se sig udfordret, når vi skulle vandre 70 km, og hvordan ville søvnen blive, når vi skulle overnatte i det fri?

Selve ørkenturen skulle foregå i et krater, som kaldes Maktesh Ramon, og her ville vi begynde vores vandring fra byen Mitzpe Ramon, hvorefter vi ville bevæge os rundt i krateret, for til sidst at lande ved begyndelsen, Mitzpe Ramon.
Her skulle vi vandre med vores rygsække med dagens pikpak og diverse fornødenheder (såsom nutella), og om aftenen ville vi slå lejr, lave bål og sove under en klar stjernehimmel. Det hele lyder jo egentlig meget idyllisk, men lad jer ikke narre. Det var hårdt!
Jeg tager lige udgangspunkt i et enkelt bjerg. Mount Ardon, som det hedder. Ved foden af bjerget, kigger man så meget op, at man er i tvivl om, hvorvidt nakken snart knækker bagover. Stien er smal, og til tider kan man kalde opstigningen for en klatring, frem for en vandring, da vi må tage fat i sten og kanter med alle fire frie led. Undervejs kan man stoppe op og kigge ud over den flotte natur, men hvis du ikke er til højder og stejle skrænter, frarådes det. For mit eget vedkommende blev denne opstigning et klart billede på, hvor stor en tillid jeg må have til Gud, da jeg havde brug for en tryghed, som kunne bære mig hele vejen til toppen. Der måtte han, i egen høje person, træde til. Hvilket han også gjorde, da jeg kan sidde i en dejlig varm stol i Jerusalem i dette skrivende øjeblik og kigge tilbage på en fantastisk oplevelse!

Her ses udsigten fra Mount Ardon. Vi er ikke engang kommet op på toppen endnu på dette billede..
Her ses udsigten fra Mount Ardon. Vi er ikke engang kommet op på toppen endnu på dette billede..

Allerede nu kan jeg kigge tilbage på ørkenturen og vide, at dette kommer til at blive én af mine livs oplevelser. Når man presses ud til kanten, skabes der mindeværdige øjeblikke, og glæden omkring denne oplevelse bliver kun større af, at jeg kan dele den med mine kære medpiloter og vide, at de altid vil forstå, hvad jeg mener, når jeg siger, at INTET slår en nutella/peanutbutter-mad i kampens hede.

 

Her ser I vores ørkenvandringsteam bestående af missionspiloterne, kirkevolontørerne og søde Zoe, som studerer i Israel
Her ser I vores ørkenvandringsteam bestående af missionspiloterne, kirkevolontørerne og søde Zoe, som studerer i Israel
Hej! Jeg er af sted som missionspilot i foråret 2017, og på denne blog vil jeg dele tro, tanker og turens forløb sammen med mine medpiloter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.