Paulus kan og skal ikke læses i et vakuum

Arne Pedersen, generalsekretær i Israelsmissionen

I Kristeligt Dagblad den 13. december spørger Steen Skovsgaard i sin anmeldelse af Sigurd Victor Stubbergaards bog ”Den Jødiske Paulus”, hvad Israelsmissionen mon mener om det såkaldt radikalt nye Paulus-perspektiv, som Stubbergaard beskriver i bogen.

Meget kort og forenklet opridset handler “det gamle” Paulus-perspektiv om, hvordan bibelfortolkere op igennem tiden har læst Paulus som meget negativ overfor sin egen jødiske kontekst og sammenhæng. “Det nye” Paulus-perspektiv handler om en fastholdelse af at Paulus var jøde – også efter han kom til tro på Jesus som Messias. Derfor skal vi forsøge at læse og fortolke Paulus’ breve ud fra deres oprindelige jødiske kontekst. “Det radikalt nye” Paulus-perspektiv hævder at være en reaktion imod den anti-judaisme og sågar anti-semitisme, som er en underliggende del af både det gamle og det nye perspektiv. Læs eventuelt mere her.

Først og fremmest vil jeg hævde, at det nye Paulus-perspektiv er gode nyheder for Jesus-troende jøder rundt omkring i verden. Paulus hører naturligvis til i sin jødiske kontekst, når man skal forsøge at eksegere sig frem til, hvad han mener. Særligt er den jødiske Paulus evangelium for de Jesus-troende jøder, som ovenikøbet identificerer sig som lutherske, da mange af disse ofte føler sig tvunget til at vælge mellem Toraen og Jesus – og det er til trods for at Jesus selv sagde at ikke en tøddel af loven skulle forgå.

Det er dog en helt almindelig misforståelse, at jøder holder op med at være jøder, når de kommer til tro på Jesus. Sådan var det ikke for Paulus, og sådan er det ikke i dag. I dette nye Paulus-perspektiv ligger der en latent overraskelse over, at Paulus slet ikke ser sig selv som ”kristen” i 2018-forstand. Naturligvis gør han ikke det. Men hvorfor er der denne overraskelse i det hele taget? Hænger det mon sammen med at den kristne kirke alt for længe har forkyndt et evangelium fuldstændig løsrevet fra sine jødiske rødder? Alt for længe har den kristne forkyndelse diffameret jødedommen som ”legalistisk gudsdyrkelse”, for nu at bruge Stubbergaards eget udtryk fra forordet. Men han går for langt, når han påstår, at selv Paulus mener, at der findes én vej til frelse for det jødiske folk og en anden for hedningefolkene. Det er vigtigt at pointere, at denne ”to-pagtsteologi” ikke er en nødvendig afledning af et nyt Paulus-perspektiv. Hos den britiske professor i Ny Testamente N.T. Wright finder man fx en helt anden udlægning og konklusion, end den Stubbergaard når frem til.

For at nå frem til en paulinsk to-pagtsteologi må man nemlig læse Paulus’ breve i et vakuum, hvilket naturligvis er uholdbart, selvom jeg kan forstå det kan virke fristende, da man dermed kan nå til andre konklusioner end ”klassisk kristendom”. Paulus’ breve må naturligvis læses i konteksten af hele den bibelske fortælling, som de er en del af, og som de er sat ind i af den bibelske kanons fædre. Her er jeg med på, at vi graver helt ned i præmisserne for, hvordan vi overhovedet går til teksterne og læser dem, men det er og bliver en væsentlig del af diskussionen omkring dette nye perspektiv: Kan Paulus læses i et vakuum eller ej? ”Aldeles ikke!” fristes jeg til at citere. For Paulus trækker selv i rigelig grad på sin jødiske fortællehistorie i brevene. Det gør han ikke blot for at underbygge sin teologi, men også for at vække disse fortællinger til live for læseren – fortællinger som står helt centralt i jødisk identitet, og der kan næppe herske tvivl om, at Paulus ser sine breve i netop dét lys. Så når Paulus ikke ser sig selv i et vakuum, må vi heller ikke placere ham der.

For det andet må en paulinsk to-pagtsteologi give fortabt overfor Paulus’ praksis. Personligt finder jeg det vanskeligt at læse Paulus’ breve afskåret fra fortællingen i Apostlenes Gerninger, som ikke blot giver os et narrativ i forhold til Paulus’ gøren og laden i forbindelse med brevskrivningen, men også fortæller os, at Paulus havde for vane som det første at gå i synagogen for at fortælle evangeliet til jøderne dér (fx APG 17). Hvorfor skulle han det, hvis han mente, at jøderne havde deres på det tørre i forhold til Gud?

Tidligere på året havde Mogens Müller en kronik i Kristeligt Dagblad, hvori han argumenterede mod at bruge gammeltestamentlige tekster i den kristne gudstjeneste. Det var ”bibelimperialisme”, påstod han. Stubbergaard benævner selv Müller som sin teologiske mentor i forordet, og jeg tænker, at den samme misforståede godhed er at finde hos dem begge: Lad nu os kristne lade jøderne være!

Til det er der at sige: Ja, lad os kristne skamme os over kirkens ugerninger mod det jødiske folk gennem tiden. Men lad os ikke skamme os ved evangeliet. For ”det er Guds kraft til frelse for enhver, som tror, både for jøde, først, og for græker.” (Paulus, Romerbrevet, 1,16)