Omskærelsesdebat – mere en en sommeragurk

Den sidste måned har debatten om drengeomskærelse igen fyldt aviserne.  Argumenterne mod omskærelse af spædbørn viser en skræmmende mangel på forståelse for religiøse argumenter. Men det mest skræmmende er en manglende forståelse for og anerkendelse af, at der er mennesker for hvem religion faktisk betyder noget, og som lader deres værdier og deres liv indrette efter det.

Havde det så bare været en debat, som skyldtes sommer og agurketid, og derfor bliver lagt på hylden, når hverdagen og det som er vigtigt igen danner overskrifter. Men det er det næppe.  For debatten afslører den individualisering som præger vores samfund. Vi har svært ved at tænke os selv som en del af et fællesskab, hvor vi hører sammen og derfor kan og må tage ansvar for hinanden. På den ene side er det vigtigt for os at høre til i den rigtige gruppe, men gruppens identitet bruger vi først og fremmest til at iscenesætte os selv. Kan det ikke det længere, slutter man sig bare til en anden gruppe.  Vi er blevet et samfund, hvor vi ikke er noget i kraft af traditioner og hvor historien kun er vigtig, så længe den tjener mit projekt. Den kan ikke gøre krav på vores loyalitet.

Forældre har hverken ret eller pligt til at videregive værdier og traditioner, som skaber identitet eller tilbyder en større historie at være en del af. Børn skal selv bestemme hvem de vil være, hvad de vil spise til morgenmad og hvad tøj de vi have på – også selv om de ikke er fyldt 3 endnu. Med det resultat at mange bliver rodløse og bukker under for egne og andres krav og forventninger til at skabe rammer og retningslinjer for sig selv.

Vi skal være optaget at vores børns tarv og trivsel. Det er også en samfundsopgave at sørge for at børn ikke lider overlast på nogen måde. Ingen ønsker revselsesretten genindført og seksuelle overgreb på børn er på ingen måder en forældreret. Men når 87 procent af den danske befolkning ønsker et forbud mod omskærelse af drengebørn, viser det først og fremmest vores manglende forståelse for andres religiøse traditioner. Fordi vi ikke selv længere har nogen har vi også svært ved at forholde os til andre mennesker, som har det.

Konsekvensen er også at det bliver svært for os at tale om religionsfrihed. Religion er noget som praktiseres i et fællesskab og som rækker ud i samfundet. Men hvordan kan den det, når den skal være en så privatsag at den ikke engang må praktiseres i forhold til vores børn. Hvad er det så man har frihed til?

Vores manglende forståelse for religion og religiøse værdier og argumenter betyder også en manglende tolerance overfor andre mennesker. I den konkrete debat om omskærelse går det ud over vores jødiske – og muslimske – medborgere. Det skaber grobund for antisemitisme og den manglende forståelse bliver til mistanke, som bliver til frygt og så er der ikke langt til had omsat i handlinger. Og i vores mangel på forståelse og tolerance bliver vi selv fattigere som samfund, fordi vi går glib af den pluralitet og inspiration, de andre kommer med.

 

Bodil
Generalsekretær i Israelsmissionen siden 2007 og før det udsendt af Israelsmissionen til Jerusalem og tilknyttet Caspari Center. Medlem af styregruppen for Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission (LCJE)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.