”Opfat hvert et giftigt ord som et løfte.”

Ovenstående er et citat af Liel Leibovitz i en artikel, hvor han reflekterer over sin bedstefars flugt fra 30’ernes Wien. De er en påmindelse om, at én af grundene til, det kunne gå så galt dengang, var, at ordene aldrig blev taget alvorligt. At retorikken aldrig blev gennemskuet. At ordene aldrig blev taget for pålydende.

Det er svært at lave sammenligninger på tværs af historien – på tværs af årtier og generationer. Derfor går der heller ikke en lige linje fra Tyskland og Østrig i 30’erne til en postkasse i Silkeborg i 2019, hvor et dansk-israelsk ægtepar vågnede op til en gul jødestjerne med ordet ”Jude” skrevet i midten. Et klistermærke, der er en tro kopi af netop det mærke, alle jøder blev tvunget til at gå med under nazi-regimet.

Det gør ikke hændelsen mindre alvorlig. Slet ikke, når man tager tidspunktet i betragtning: 9. november – årsdagen for Krystalnatten, hvor jødiske forretninger, synagoger og hjem blev ramt af hærværk, og jøder blev udsat for vold og slået ihjel.

Det er et løfte fra dem, som har sat klistermærket på postkassen: ”Hvis det stod til os, gjorde vi det igen. Smadrede jeres forretninger, brændte jeres synagoger af, trængte ind i jeres hjem i nattens mørke og gennembankede jer med knipler og jagtede jer gennem gaderne. Ja, hvis det stod til os, samlede vi jer igen i ghettoer og lastede jer ind i togvogne for at køre jer til lejre, hvor I kunne arbejde jer selv ihjel og gennes til gaskamrene og massegravene. Hvorfor?! Fordi I er jøder!”

Dét hadefulde løfte er gemt i dét klistermærke på dén postkasse på en stille villavej i Silkeborg.

Derfor må vi også tage ansvaret på os og gøre opmærksom på, når vi ser faresignaler og der sker hændelser der er, om ikke historisk sammenlignelige, så i hvert fald historisk genkendelige. For nogle år siden læste jeg en analyse af overrabbineren i Oslo, Ervin Kohn. Han skrev: ”Antisemitisme er ikke et fænomen, der forsvinder eller kan stoppes en gang for alle, men det er en virus, som man er nødt til at fortsætte med at bekæmpe. […] Virkeligheden viser desværre, at hver eneste nye generation skal oplyses og vaccineres mod den antisemitiske syge.”

Jeg husker, hvordan min far, dengang jeg var barn, slæbte mig med rundt til Europas koncentrationslejre. Hele familien blev proppet ind i den gamle grønne Passat, campingvognen blev hægtet på, vi krydsede fingre og bad en bøn, før han gassede op. Af sted det gik.

Formålet var i det store og hele at holde ferie med familien på afslappet og spontan vis, men da min far er ganske historieinteresseret, kunne han som regel opdrive en koncentrationslejr eller en eller anden form for mindesmærke over Anden Verdenskrig i nærheden af det sted, vi havde valgt at campere. Og det vel at mærke i en tid uden computere og internet. Imponerende! Far brugte ferien på at lære mig om den tid, han selv voksede op i. Europa i 30’erne og 40’erne. Dengang umådelig kedeligt. I dag er jeg dybt taknemmelig.

For jeg blev vaccineret. Man kan næsten ikke andet, når man står der ved pigtråden i Auschwitz, ser barakkerne i Birkenau eller når man står i granitbruddet i Mauthausen.

Vi står over for en tid, hvor de sidste øjenvidner til historien er væk. Hvor beretninger om disse grusomheder bliver andenhånds. Vi må derfor alle gøre os overvejelser om, hvordan vi kan bidrage til vaccinationen. Både som individer, fællesskaber, interesseorganisationer og samfund. For den antisemitiske syge er for smitsom, destruktiv og dødelig til at blive ignoreret eller overladt til tilfældigheder.

Vi må opfatte hvert et giftigt ord som et løfte. For intet menneske har fortjent at være bange i sit eget hus eller bør være nervøs for at gå ud til sin egen postkasse. Intet menneske har fortjent at skulle se sig en ekstra gang over skulderen eller være nervøs for sin families sikkerhed.

Vi kan alle sammen gøre noget. Vær kreativ. Fortæl. Eller prop nogle mennesker i en grøn Passat.