På vandring med Gud

Dengang Farao lod folket gå, førte Gud dem ikke ad vejen til filistrenes land, skønt det var den korteste; for Gud tænkte: »Bare folket ikke fortryder og vender tilbage til Egypten, når de oplever krig.« Derfor førte Gud dem ad en omvej gennem ørkenen til Sivhavet. (2. Mosebog 13,17-18a)

Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-15,26

Israelitterne er på vandring, væk fra Egypten, væk fra slaveriet og undertrykkelsen.

Men hvor skulle de gå hen?

Det er en vidunderlig tekst, vi har foran os. Den fortæller hvorledes Gud guider sit folk. Han går foran dem, han viser dem vejen. Han går som en skysøjle om dagen og som en ildsøjle om natten, han leder og fører dem, så de kan finde vej.

Hvilken vej fører Gud dem så?

Det ville være nærliggende at tage den korteste vej til Kanaans land, som er målet for deres vandring, men det gør han ikke. Han lader dem gå en omvej, hvorfra det ikke er så let at vende om, hvis det skulle blive svært. Og svært bliver det, de vil opleve krig, tørst, sult og prøvelser af mange slags. Gennem alle disse prøvelser, lærer de Gud den almægtige at kende, som en de kan stole på, leve og tale med. For han er med dem alle dage.

Da Faraos hær nærmere sig bryder israelitterne ud i fortvivlelse, det havde været bedre for dem at være blevet i Egypten. Da Gud viser dem sin omsorg, og han lader sin engel og skysøjlen, som gik foran dem, rykke om bagved dem, så de kommer til at stå mellem israelitterne og egypterne. Desuden drev Herren havet tilbage med en stærk østenstorm, så israelitterne kunne gå tørskoet over. Derudover blev egypterne holdt tilbage, fordi Herren skabte forvirring i deres hær og blokerede hjulene på vognene. Og da israelitterne var nået over på den anden side af havet, fik Moses at vide af Gud, at han skulle række sin hånd ud og havet faldt ned over egypterne.

Guds folk, israelitterne fik meget klare tegn på, hvem der var med dem: Hærskares Herre, Gud – den almægtige. Det skulle hjælpe dem til at stole på Ham i mørke tider, for de ville komme igen.

Men israelitternes hukommelse er ikke som vores, for de var kun lige færdige med at synge lovsange til Gud for hans mægtige gerninger, da de atter bryder ud i fortvivlelse. For nu var der var ingen vand, og det vand der var, var bitter. Tre dage i ørkenen uden vand, det er slemt. De blev prøvet igen og igen.

Godt at vores hukommelse er så meget bedre, så behøver vi ikke fortvivle, når vi møder modgang. For vi har jo lært af israelitterne eller hvad? Når vi ikke ser Herrens nærvær i vores fortvivlelse, hvad stiller vi så op? Forkaster vi Gud, søger vi andre veje eller vender vi os til Ham?

Moses havde lært at stole på Gud, så når han mødte svære ting råbte han til Herren, og han hørte hans bøn. Og mht. vandet, så: ”viste Herren ham et stykke træ. Det kastede Moses i vandet, og så blev vandet frisk”.

Mona Kjær Nielsen
Jeg er medlem af Israelsmissionens landsstyre og sognepræst i Snejbjerg og Haunstrup ved Herning.