Se hvordan Herren frelser jer i dag

Men Moses sagde til folket: ”I skal ikke være bange! Stil jer op og se, hvordan Herren frelser jer i dag” (2 Mos 14,13).

Ugens portion: 2. Mosebog 13,17-15,26 og 4. Mosebog 28,19-25

I sommers vandrede jeg et stykke af el Camino del Norte – en pilgrimsrute langs den spanske kyst. Uden nogen anelse om, hvilke oplevelser eller erfaringer jeg havde i vente, trak jeg i vandresandalerne og begav mig afsted med en god portion optimisme. De første par dage var fuldstændig fantastiske, men en morgen vågnede jeg op og kunne ikke gå. Jeg havde fået et par vabler, og de var nu blevet fuldstændig betændte.

I denne uges tora-portion hører vi om, hvordan Gud fører israelitterne ud af Egypten. Jeg kan levende forestille mig deres begejstring. Endelig sker der noget! Gud har hørt deres bøn! Og så kommer de til, hvad der synes som en blindgyde: Havet foran og hele Faraos hær bagved. Var der ingen grave i Egypten, siden du har ført os ud for at dø i ørkenen? (2 Mos 14,11) anklager israelitterne Moses. Jeg ville også have været desperat. De havde taget et skridt i tro og gået på Guds løfter, og så havde det bare ført til endnu større elendighed. Eller det var i hvert fald sådan, det ved første øjekast så ud. Men Gud er større. Altid. Og hvad der for israelitterne syntes umuligt, var muligt for Gud. Havet åbnede sig for dem, og de kunne krydse det uden at få våde fødder.

Vablerne var umiddelbart også endestationen for min tur. Jeg slæbte mig afsted et par kilometer men måtte hurtigt stoppe op. Følelsen af frustration ramte mig. Inden jeg tog afsted, havde jeg tænkt over, hvilke udfordringer jeg kunne møde: Ensomhed, at jeg ville fare vild eller blive ramt af hedeslag – men at nogle vabler skulle stoppe min rejse, havde jeg ikke engang overvejet. Hvorfor Gud? Jeg var taget afsted netop for at søge tid og stilhed med Ham. Men Gud vendte mine planer på hovedet, så jeg kunne se Hans.

Hver gang jeg åbner min Bibel, slår det mig, hvordan mange ting er vendt på hovedet i Guds rige. Det, der umiddelbart ikke ser ud af noget, har stor værdi, og det, vi mennesker værner om her på jorden, samler støv og forgår. Det samme mysterium oplever vi i påsken. Israelitterne havde ventet en stor konge og befrier, men i stedet fik de Jesus af Nazaret, som døde på et kors. Det så umiddelbart ud, som om alt var tabt – men i virkeligheden var alt vundet! Jeg tror, vi har brug for, at Gud nogle gange vender vores verden på hovedet. Vi har brug for at blive mindet om, at det er Ham, der er Gud. At det er Ham, der frelser. I sommers kunne jeg ikke fortsætte min rejse, og israelitterne kunne ikke krydse havet. Men Gud greb ind og skabte en vej – og det gør Han fortsat ind i vores liv. Lad os ikke miste dette af syne og lad os ikke miste modet i de udfordringer, vi står over for. For Herren frelserogså i dag!