Tak for godt bordfællesskab!

”Moses gik op sammen med Aron, Nadab og Abihu og halvfjerds af Israels ældste, og de så Israels Gud. Under hans fødder var der som et flisegulv af safirer, så rent og klart som himlen selv. Disse fornemme israelitter lagde han ikke hånd på. De skuede Gud og spiste og drak.”

      2. Mos 24,9-11

 

Ugens portion: 2. Mosebog 21,1-24,18 

For nogle år siden gik jeg på højskole. En højskole er, i kraft af at være en kostskole, et sted hvor det særlige menneskelige fællesskab omkring måltider bliver utroligt tydeligt. Måltider har det med at være en fremragende måde at binde mennesker sammen på, og i de fleste kulturer er det at spise sammen en blåstempling af hinanden, en måde at vise en vilje til fællesskab. På højskolen havde en af lærerne en særlig måde at slutte måltiderne af på. Når han rejste sig, sluttede han altid med smilende at sige: ”Tak for godt bordfællesskab!”

Selvom vi dengang morede os en smule over udtrykket, så rammer det for mig denne lille del af ugens Torah-portion ind i et større perspektiv. Efter at have modtaget de ti bud og en masse forskellige sociale og etiske love fra Gud, drager Moses og hans ældste op for at have et pagtsmåltid med Gud Herren selv. Og her står nogle af de sætninger i GT som fylder mig allermest med længsel – DE SÅ GUD! Hvis der er noget jeg, som et Guds barn længes efter, måske særligt midt i en kold og mørk vinter, så er det at se Gud. Sådan, for alvor. At ”skue” ham og have fællesskab med ham. Det kan virke som en fjern drøm, en tåget forestilling som nok aldrig bliver fuldstændig. Men Gud fortæller os, at sådan skal det blive engang. Engang skal vi se ham – og ikke nok med det, vi skal være sammen med ham!

Måske så Moses og de andre ikke det fuldstændige gudsvæsen. Det gjorde de sandsynligvis ikke. Ligesom de, kan vi ikke rumme sådan en herlighed, en magt, en ”fortærende ild” som der står i vers 17. Der er simpelthen for langt mellem os og Gud, hvilket de mærkværdige og afslørende love i de foregående og efterfølgende kapitler i loven udfolder. Men Jesus giver os håbet og løftet om, at det en dag skal blive anderledes. En dag skal vi få lov at sidde med Gud, og endda nyde ”marvfede retter og ædel, lagret vin” som Esajas udtrykker det (Es 25,6). Den dag kan vi, med et smil på læben, se på vores Gud, Israels Gud, og takke for godt bordfællesskab!

Det kan være svært at forholde sig til, som andet end et uklart billede i horisonten. At se Gud selv. Men måske giver det os et perspektiv, en retning, som præger alt andet i os? Måske, så er det netop længslen der gør livet meningsfuldt netop nu. Og måske er længslen med til at drive os i mission, så andre kan få del i længslen – og i håbet.

Joakim Hjorth
Jeg er teologistuderende på Menighedsfakultetet i Aarhus og har fornøjelsen af at arbejde som kommunikationsmedarbejder ved Israelsmissionen. Under et besøg ved Grædemuren i Jerusalem i 2014 startede Gud en brand i mig. En brand, som handler om jøder, forsoning og Messias - Jesus.