Tora-portion: Som fremmede og udlændinge

“Sara levede 127 år. Så døde hun i Kirjat-Arba, det samme som Hebron, i Kana’an, og Abraham gik ind for at holde ligklage og græde over Sara. Derefter forlod han den døde og gik hen til hittitterne og sagde »Jeg er fremmed og tilflytter hos jer. Overlad mig en gravplads hos jer, så jeg kan bringe den døde ud og begrave hende.«”

Ugens Torah portion 1 Mos 23,1-25,18

Denne uges Torah-læsning rummer nogle af de bedst fortalte historier i Det Gamle Testamente. Det gælder ikke mindst beretningen om, hvordan Abraham køber en gravplads til Sarah af hittitten Efron til en måske ikke helt rimelig pris.

Efter at Abraham først er blevet tilbudt at få den helt gratis, får han til sidst lokket prisen på hulen og jorden omkring den ud af hulens ejer. Abraham forsøger slet ikke at “prutte” om prisen, men afvejer uden videre “de fire hundrede sekel gangbart sølv”, som Hittitten Efron havde nævnt som prisen for det stykke jord hulen lå på. Ingen skal bagefter sige at Abraham snød sig til den jord han fik.

Han havde været i det landet i snart mange år. Han var ikke en fattig mand, selvom han havde prøvet både sult og hungersnød i det land, som Gud ville give ham. Nu har han godt råd til at betale den fulde pris for et stykke jord. Men selv efter så mange år i landet han var stadig en “fremmed og tilflytter”, sådan som han selv siger det. Det stykke jord, han kommer til at eje, kan han først gøre brug af, når han er død. Det er da paradoksalt.

Sådan blev det ikke ved med at være. Abrahams efterkommere fik sidenhen landet som ejendom. Men på en anden måde vil Abrahams efterkommere altid være fremmede og tilflyttere her i verden – uanset hvor de bor og hvilket skøde de har på deres jord. I sidste ende så tilhører jorden, verden og alt hvad den rummer, Gud, som Sl 24,1 proklamerer det.

Det gælder også for os, som kalder os børn af Abraham, fordi Jesus har lært os at Gud, som er Abrahams – og Isaks og Jakobs – Gud, også er vores far. Vi er også, som Abraham var det, fremmede og tilflyttere. Eller som apostlen Peter i sit brev til de menigheder, han skriver til, minder dem om: at de er “udlændinge og fremmede” (1 Pet 2,11). Det er ikke fordi de ikke havde jord til en begravelsesplads, men fordi vi som kristne altid vil have et andet eller et dobbelt borgerskab. Vi er en del af det samfund, vi lever i (og skal stemme til kommunalvalget og gøre vores indflydelse gældende), men vi er også borgere i det rige, som kaldes Guds rige, hvor der gælder andre regler og normer. Dem skal vi – som Peter siger det – leve efter netop som udlændinge og fremmede.

Og så begrunder han hvorfor de skal gøre det. Det skal de for at dem, de lever iblandt, kan få syn for deres gode gerninger og prise Gud, deres himmelske far. Ham som jorden og alt hvad den rummer tilhører, men som stadigvæk lod Abraham være fremmed og tilflytter.

Den udfordring gælder stadigvæk for os som kalder os Abrahams efterkommere: At leve og være i verden – som fremmede og udlændinge – så mennesker får øje på Guds kærlighed og priser ham.

Hvordan gør jeg så det – i dag? Når jeg handler (begravelsesplads), arbejder eller hænger ud med venner og familie?

Bodil
Generalsekretær i Israelsmissionen siden 2007 og før det udsendt af Israelsmissionen til Jerusalem og tilknyttet Caspari Center. Medlem af styregruppen for Lausanne-bevægelsens netværk for jødemission (LCJE)