Torah-portion: Moses sagde

Moses sagde (4 Mos 27,15)

Ugens portion: 4 Mos 25,10-30,1

Ørkenvandringen nærmer sig sin afslutning for Moses og Israels folk.

Ugens Tora-portion har i jødisk tradition overskriften: ”Pinchas”, der er det første ord i 4 Mos 25,11. På dansk skrives navnet: Pinehas. Pinehas var barnebarn af ypperstepræsten Aron. Han og hans efterkommere skulle være ypperstepræster fremover, fordi han havde forsvaret folkets renhed.

Efter at Gud har givet Moses besked herom, følger der en folketælling for hver stamme for sig. Den danner baggrund for den senere fordeling af landet, hvor en talrig stamme skulle have større landområde end en lille stamme.

Endelig er der i kap 28-29 bestemmelser om ofrene i templet på årets forskellige dage.

Moses sagde

Ugens portion er kendetegnet ved, at Gud giver anvisninger. Det hedder flere gange, at Herren sagde eller Herren talte. Men midt i portionen er der en kort beretning om udvælgelse og indsættelse af Josva. I denne beretning standses jeg af ordene: Moses sagde (4 Mos 27,15).

Det er sidste gang, det er refereret i Mosebøgerne, at Moses talte til Gud (i 5 Mos refererer han det, han tidligere har sagt). Gud havde netop gentaget, at Moses ikke ville få lov til at følge med sit folk ind i det forjættede land (4 Mos 20,12). Moses’ svar er værd at lægge mærke til: Han klager ikke og beder ikke Gud om at ændre mening. Han beder for sit folk! Det er den sande leder, der beder. Han beder om, at de må få en leder, der kan lede dem efter Guds vilje, så de ”ikke bliver som får uden hyrde.”

Med de ord knytter Moses linjen tilbage til kaldelsen ved den brændende tornebusk (2 Mos 3), hvortil han var kommet i spidsen for svigerfaderens fåreflok, og hvor han for første gang talte direkte med Gud. Dér havde Gud kaldet Moses, fordi Gud havde set sit folks lidelse og derfor ville føre dem hjem til det forjættede land. Og det var Moses’ opgave at gå i spidsen på Guds vegne.

Nu er hans bøn blot, at Gud vil indsætte den rette leder i hans sted. For folkets skyld. Det var det, han sagde. Det er så at sige hans testamente.

Josva

Gud havde allerede truffet sit valg. Det var Josva, der skulle efterfølge Moses og føre folket over Jordan floden til bosættelse i landet. Moses adlød og indsatte Josva. En kort tid udgjorde de to et lederteam, indtil Moses skulle gå op på Nebo bjerg, hvor han fik lov til at se ind over det forjættede land, som han ikke skulle med ind i. Han døde dér på bjerget, 120 år gammel.

Moses sagde

Det er betagende, at Moses ikke beklagede sig eller bad Gud ændre mening, men bad for sit folk.

Vi har lov til altid at bede Gud give os sine gaver og ændre vores lod. Vi må i alle forhold bringe vores ønsker frem for Gud (Fil 4,6). Men vi må også give slip på os selv og lægge alt i Guds hånd. Og vi må også, som Moses, træde lidt tilbage og sige:

Det gælder dog, o Herre Krist,

vor ære ej, men din for vist;

stå derfor bi den lille flok,

som i dit ord har evig nok! (DS 341,6)

Jørgen Bækgaard Thomsen
Jørgen Bækgaard Thomsen er tidligere præst i Den Danske Kirke i Jerusalem (1984-1989) samt forfatter og medlem af redaktionen i Selskab for Bibelsk Arkæologi.