Vi har brug for et åndeligt ”oktober 1943”

I midten af august var vi 14 fra Israelsmissionen, der deltog i den 11. internationale LCJE-konference i Toronto, Canada. Temaet var ”Gør alting nyt”, og det var en inspirerende konference med næsten 200 deltagere fra 16 lande.
Det var fantastisk at få indblik i, hvad Gud – og mennesker – har gang i verden over, når det kommer til jødemission. Om det er blandt ortodokse jøder i Israel, postmoderne jøder i New York, eller når det kommer til forsoningsarbejdet mellem jøder og palæstinensere.
Under et af aftenmøderne skrev jeg en note på min telefon. Den vender jeg tilbage til om lidt. Først lidt om anledningen: Dr. Yaw Perbi. Perbi er oprindeligt fra Ghana, uddannet læge, har været kaptajn i FN’s fredsbevarende styrker i Elfenbenskysten. Og så er han prædikant. Energisk prædikant. Perbi fortalte sin historie og sit vidnesbyrd med store armbevægelser og levende gestik. Senere blev han lidt mere stille. For han var også inde på, hvordan det ser ud med troen og det jødiske folk. Det ser ikke godt ud, for kun lige omkring én procent af verdens 14 millioner jøder tror på Jesus som Messias. ”Når vi taler om tro og statistik er vendepunktet i en befolkningsgruppe to procent,” fortalte Perbi og fortsatte: ”Når en befolkningsgruppe når op på mindst to procent troende, kan befolkningsgruppen så at sige evangelisere for sig selv. Men indtil da karakteriserer man befolkningsgruppen som ’unået’.”
Som befolkningsgruppe er det jødiske folk altså ’unået’. Det er ellers en betegnelse, som jeg som oftest forbinder med stammefolk langt ude i Amazonas’ jungle.
Jeg hev min telefon op af lommen og skrev en note: ”Danskerne hjalp mange danske jøder med at blive reddet under Holocaust. Hvorfor gør vi ikke mere for at nå dem med evangeliet i dag?”
Umiddelbart efter konferencens slutning mødtes deltagerne fra Israelsmissionen og fortalte kort hinanden om, hvad de havde fået ud af konferencen. Her fortalte Elisabeth fra Jerusalem følgende:
”Det var en onsdag i begyndelsen af april, og jeg befandt mig i et bønnehus i Jerusalem, hvor vi sang “Baruch haba beshem Adonai” (Velsignet være han, som kommer i Herrens navn). Jeg fortalte de andre, at dette vers står over porten til Københavns synagoge, og jeg spurgte dem, om vi kunne bede for, at de danske jøder måtte tage imod Jesus som deres Messias.
Mens vi gjorde det, så jeg ligesom for mig, hvordan Jesus befandt sig i sikkerhedsslusen ved synagogen i København, og hvordan han blev udspurgt for at se, om han måtte blive lukket ind. Det rørte mig dybt at se Jesus der, og jeg bad til Gud om, at de måtte genkende ham og se, at han er en af deres egne. At han er jøde. At han er Messias.
Min fornemmelse var, at det måske netop er det, der sker i Danmark for tiden. At Jesus står der ved portindgangen og venter på at blive genkendt som jøde (og Messias) og lukket ind. Jeg oplevede det som om, at min forestilling slutter åbent. De kunne afvise ham og sende ham væk, eller de kunne lukke ham ind og byde ham velkommen.”
Elisabeths fortælling rørte mig dybt. Engang – i oktober 1943 – spillede Den Danske Israelsmission en rolle i at nå at redde så mange danske jøder som muligt til Sverige. Mennesker blev mobiliseret til både at gemme jøder på flugt og til at sejle. Tusinder blev reddet fra den overhængende fare.
I dag er vores jødiske landsmænd Gud ske lov ikke i overhængende fysisk fare. Alligevel har vi brug for et nyt oktober 1943 – et åndeligt oktober 1943, hvor vi med den samme iver, nød og kærlighed fortæller vores landsmænd om Jesus. Om Messias. For der er ikke givet mennesker noget andet navn, de kan blive frelst ved end Jesus-navnet.
Må Gud give os nåde og frimodighed til at lykkes med det.