Yom Kippur

Yom Kippur: Jeg løftede op i præstekjolen

3 Mos 16,2: Herren sagde til Moses: Sig til dig bror Aron, at han ikke når som helst må gå ind bag forhænget i helligdommen hen foran sonedækket…

Det er fejringen af ”Yom Kippur”, når jøderne læser denne uges Torah-portion rundt i deres synagoger og samlingssteder. Den bemærkelsesværdige dag på året, hvor alt – simpelthen alt – ligger fuldstændig stille. Så stille, at man kan overveje at holde en picnic midt på motorvejen.

For det er den ene dag om året, hvor ypperstepræsten i den gamle tempelhelligdom, måtte gå ind bag forhænget til det aller-helligste rum ved sonedækket.

Der kan trækkes store teologiske tråde fra denne forordning i Den Gamle Pagt til Jesu triumftog i Den Nye Pagt. Tråde så store, at jeg næsten fik tårer i øjnene af glæde, da jeg opdagede nogle af dem for første gang. Men i dag har jeg lyst til at trække en anden parallel.

Forleden havde jeg fornøjelsen af at afholde gudstjeneste med 300 veteraner samt Prins Joachim og Prinsesse Marie. Anledningen var den årlige flagdag for danske veteraner. Undervejs i gudstjenesten lavede jeg et lille stunt, hvor jeg afslørede en offentlig hemmelighed: Hvad gemmer præster under præstekjolen? Svaret denne dag vidste sig at være min feltpræst-uniform. Ud over glæden ved at få både soldater og kongelige til at grine, var der også en dybere pointe med stuntet:

Pointen var, at soldater bærer deres udsendelse med sig, uanset om andre kan se det eller ej. Ligesom man ikke kan se, hvad jeg gemmer under min præstekjole.

Pointen var, at vi bærer bagagen tæt inde på livet. Nogle gange fordi det gør for ondt at vise frem. Andre gange fordi vi slet ikke tænker over det mere – det er bare blevet ”en del af os”.

Som veteran kan man måske godt have aflagt sin uniform, men man vil altid være veteran og bærer det med sig alligevel.

Efterfølgende er det gået op for mig, at dette billede også kan bruges på mange andre aspekter af livet. Fx ift. depressioner eller stress. Eller ift. min skam. Eller mit hovmod og mit begær.

Spørgsmålene, som det rejser for mig, er:

Lader jeg Jesus komme ind bag forhænget til det allerhelligste i mit liv?

Lader jeg ham få fri adgang, eller begrænser jeg det til absolut minimum?

 

Kristoffer Bruun Simonsen
Jeg er sognepræst i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia. Tidligere har jeg været kirkevolontør ved Den Danske Kirke i Jerusalem, hvor jeg for alvor fik øjnene op for kristendommens jødiske rødder.