Generøs teologi kunne gavne i Israel/Palæstina-konflikten

Når det kommer til at navigere i konflikten mellem Israel og Palæstina, kan vi godt lære noget af Abraham.

Abraham er stamfader til det jødiske folk, og ifølge Bibelen blev han lovet et lille stykke land ud mod Middelhavet. Derfor forlod han Ur og drog mod det land, Gud viste ham. Senere i fortællingen kommer Abrahams egne hyrder op at skændes med nevøen Lots hyrder. Det fører til de berømte ord om, at ”vil du til venstre, går jeg til højre, og vil du til højre, går jeg til venstre.”

Det er ret enestående sagt af Abraham. Han har lige fået lovet landet af Gud, men alligevel vælger Abraham at afstå fra det guddommelige argument. Hans tilgang til konflikthåndtering var generøsitet. Han vægtede Lot højere end sin egen ret – guddommelig eller ej – og det er vi mange, der godt kan lære noget af. Hvis Abraham selv kunne lægge landet åbent for Lot, burde vi så ikke også øve os i at gøre det samme?

For et par år siden fik jeg lov at interviewe den nordirske teolog Chris Wright, som introducerede mig for begrebet ’generøs teologi’, som i korte træk handler om at inkludere andre mennesker i sin teologi frem for at ekskludere dem. Lige siden interviewet har jeg gået og tænkt, at udtrykket generøs teologi indeholder en sjælden visdom, for af en eller anden årsag er teologi noget af det, som virkelig kan bringe sindene i kog og sætte skel og grave grøfter og bygge mure, hvilket også kommer til udtryk i de teologiske debatter vedrørende Israel/Palæstina-konflikten. Teologiske diskussioner og debatter havner ofte i en eller anden udgave af “dem vs. os”, som så igen ofte fører til sårethed, mistro og brudte relationer. Teologiske diskussioner kan bringe noget af det værste frem i mennesker. Det kan næsten virke som om, at det der med at elske sine fjender, det gælder alle andre end dem, man er teologisk uenig med.

Og jeg forstår det godt, for der er meget på spil – både i de teologiske diskussioner som sådan – men også i spørgsmålet om Israel/Palæstina. For her handler det ikke ’kun’ om at diskutere teologiske holdninger, men også om den afledte affekt af en bestemt teologi. Alligevel kan jeg blive både trist og frustreret, når jeg læser den nyeste erklæring fra Kairos Palestine, der er omtalt i Kristeligt Dagblad den 17. og 19. August. Når der fx skrives om, at “kristen støtte til zionismen er i modstrid med den kristne tro og et groft misbrug af Bibelen”, eller når palæstinensernes modstand italesættes som “kreativ og ikke-voldelig”, så udtrykker erklæringen lige så meget hovmod og tunnelsyn, som dem, den skriver op imod. Dermed bliver erklæringen ikke noget, der kan vise en vej fremad, en tredje vej. Den kan kun være en modpart. Den anden side af mønten.

Selvom jeg har sympati for ærindet i erklæringen fra Kairos Palestine; at italesætte uretfærdigheden mod det palæstinensiske folk, har jeg hverken sympati for retorikken eller måden, hvorpå den bliver fremført. Når man samtidig beder ledere i Kirken verden over – herunder Danmark – om at være medunderskrivere og dermed anbefalere af erklæringens budskab, maler man desværre sig selv op i et hjørne, det er svært at komme ud af igen.

Det er ikke befordrende for enheden i hverken den globale eller lokale kirke. For slet ikke at tale om, at den nødvendige forsoning bliver så meget desto sværere.

Uanset, hvad vi så ellers mener politisk eller religiøst om konflikten mellem Israel og Palæstina, så er der et fælles kald til os, som kalder os kristne, om at begynde at tænke anderledes. Det er dét, ’omvendelse’ betyder i det Nye Testamente. At begynde at tænke anderledes. Fordi Guds kongerige er kommet nær, udfordres vi til ikke at lade os begrænse af denne verdens politiske løsninger og svar. Vi inviteres til at bede med på bønnen om, at Guds vilje må ske på jorden – som den sker i himlen. Vi inviteres til at lade netop dén bøn forme os i både tanker, handlinger og teologi.

Jeg er overbevist om, at én mulighed for en vej fremad er den generøse teologis praksis. Det er ikke en praksis, hvor man ikke må mene noget forskelligt eller diskutere så det gnistrer. Generøs teologi handler ikke så meget om, hvad man mener som, hvordan man mener det. Generøs teologi kalder på nuancer, ydmyghed og nysgerrighed.

Det er en praksis, som ikke behøver begrænse sig til spørgsmålet om Israel/Palæstina. For når jeg ser på vores samfund, både lokalt og globalt, tror jeg, vi har brug for gode eksempler på, hvordan man kan være gode til at være uenige. Det burde være kirkens og det kristne fællesskabs opgave at give netop det.